Terma udvikler strøm til tomatdyrkning i rummet
Terma skal levere energien til det tyske center for luft- og rumfartsvidenskabelige forsøg med dyrkning af tomater i en satellit 600 km over jordkloden.
Det oplyser Terma i en pressemeddelelse.
Satellitten Eu-Cropsis opsendes efter planen fra Vandenberg Air Force Base i Californien med en Falcon 9 løfteraket fra SpaceX onsdag den 28. november 2018 kl. 19:32 dansk tid.
Terma har udviklet og leveret strømforsyningen – en Power Conditioning and Distribution Unit (PCDU) - og blev valgt til opgaven på grund af erfaringerne med at udvikle kompakte enheder.
Eu:Cropsis PCDU’en bygger direkte på Termas erfaringer fra missioner som Rosetta, Mars og Venus Express og Galileo.
Energi fra sol
PCDU’en omformer energi fra satellittens solceller og sikrer, at al energi trækkes ud af solpanelerne uafhængigt af temperatur og panelernes alder. Overskydende energi oplader satellittens batterier, som leverer strøm, når satellitten er ikke solbelyst.
Satellitten er udviklet af det tyske center for fly- og rumfart - Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt (DLR) – for at undersøge mulighederne for at få planter til at vokse i drivhusmiljøer, der svarer til forholdene på Månen og på Mars.
Drivhus-satellitten vejer 250 kg og er designet til at gå i kredsløb 600 km over jorden. I første omgang skal satellitten simulere Månens tyngdekraft i seks måneder, og derefter Mars’ tyngdekræfter i de følgende seks måneder.
Varer to år
Eu:Cropsis-missionen ventes at vare to år, men den kan forlænges. Undervejs skal tomatfrø spire og blive til små kosmiske tomater i en proces, der nøje overvåges af 16 kameraer.
PCDU’ens første opgave er at sikre, at satellitten ikke bliver aktiveret, før den er i rummet og er frigjort fra løfteraketten. Når det er sket, bliver de forskellige enheder, der skal bruge strøm, tilført strøm en efter en.