23948sdkhjf

Dansk droneindustri vil gå global med Forsvaret

Ny aftale mellem dronecentret UAS Denmark og Forsvaret skal gøre dansk droneindustri mere attraktiv som leverandør til den globale forsvarsindustri

Dronecentret UAS Denmark og Forsvaret underskrev fredag den 14. september en samarbejdsaftale, der skal styrke dansk droneindustri og gøre den mere attraktiv som leverandør til den globale forsvarsindustri. Samme dag blev der skrevet historie, da den første danske drone nogensinde fik lov til at lave en ude-af-syne testflyvning. 

- Samarbejdet med Forsvaret vil på den korte og lange bane give et løft til den civile droneindustri – både gennem konkrete test- og udviklingsprojekter i dronecentret i HCA Airport og samarbejde med droneindustrien, siger Henrik Bindslev, der er formand for UAS Denmark, en del af Udvikling Fyn. 

Samarbejdsaftalen mellem Forsvaret og UAS Denmark skal skabe test- og udviklingsaktiviteter i UAS Denmarks testcenter. Til at støtte den udvikling træder en af Forsvarets medarbejdere derfor nu ind i UAS Denmarks Advisory Board, hvor han skal deltage i udviklingsarbejdet med projektets øvrige partnere. Samtidig stiller Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse med en teknisk kontaktperson, og Flyvevåbnet bidrager med en operativ kontaktperson.

En del af Forsvarsforliget

Aftalen mellem UAS Denmark og Forsvaret er kommet på plads som en del af det nye forsvarsforlig, hvor det fra politisk hold er besluttet, at der skal etableres et tæt samarbejde.

Forberedelserne har været længe undervejs, da man allerede i 2014 lavede en hensigtserklæring mellem Forsvaret og HCA Airport om samarbejde omkring udviklingen af dronecentret i lufthavnen, der i dag hedder UAS Denmark.

UAS Denmark er et partnerskab mellem Odense Kommune, SDU, Udvikling Fyn og HCA Airport. Forsvaret og UAS Denmark forventer, at der vil blive planlagt aktiviteter allerede i 2018.

Optimistisk forsvarsindustri
Hos industrien er man glade for, at Danmark følger europæiske anbefalinger om samarbejde mellem forsvar og den civile droneindustri for at styrke det civile erhverv på det spæde stadie, droner stadig er i.

- Som aktør i droneindustrien ser vi denne aftale som et særdeles vigtigt element, der kan medvirke til at styrke samarbejdet omkring udviklings-, test- og vidensdelingsaktiviteter. Eksempler kunne være udvikling og test af counterdrone systemer af forskellig karakter. Det kunne være udvikling og test af dronesystemer til is-rekognoscering fra skibe, det kunne være udvikling og test af drone-systemer til search and rescue. Den netop underskrevne aftale giver nu mulighed for at konkretisere samarbejdets muligheder, siger Søren Petersen, der er Vice President i Scandinavian Avionics. 

Danmarks første ude-af-syne flyvning 
Og der blev skrevet endnu mere Danmarkshistorie i HCA Airport i fredags, da dronecentret gennemførte den første BVLOS-flyvning (Beyond Visual Line of Sight) med en danskproduceret drone nogensinde. HCA Airport, hvor UAS Denmark har base. Den historiske flyvning blev gennemført fra HCA Airport, hvor UAS Denmark har base, med en såkaldt Cumulus-drone, der er udviklet og produceret af Sky-Watch. 

Fakta om BVLOS-flyvningen

Misionshøjde: 300m 
Varighed: 39:45 min
Rutelængde: 26,5 km
Længste distance to home: ca. 8.1 km
Vindhastighed: 8-10 m/s 
Batteristatus: 75% ved landing

Den globale droneindustri venter på muligheden for at kunne flyve droner ude af syne, da det vil skabe helt nye muligheder og markeder for dronerne. Det vil fx gøre det muligt for landmanden at sende en drone afsted langt ud over markerne for at kortlægge sine afgrøder; eller for landmåleren at afsætte nøjagtige punkter på meget store arealer på timer i stedet for dage. Indenfor Beredskabet vil det være muligt at installere hjertestarter-droner rundt i byen, som står klar til hjælp, hvis en borger fx får hjertestop.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084