Danalock afskaffer nøgler i det norske forsvar
Danalock fra Harlev ved Aarhus har netop landet en stor ordre til det norske forsvar med sit nøglefrie låsesystem. Aftalen kom i hus efter flere forhandlingsrunder med flere leverandører.
Kunden er det statslige norske forvaltningsorgan, Forsvarsbygg, som udvikler, bygger, driver og håndterer ejendomme til forsvarssektoren i Norge.
Der er tale om en rammeaftale på danske Danalocks nøglefrie løsning og de norske virksomheder Intin, Låssenteret Norge, Mediebruket og El-Proffen. Den omfattende kontrakt blev vundet af leverandørgruppen på fem firmaer, som hver har specialiseret sig inden for hvert sit fagområde.
Med denne levering vil de, der vil åbne en af Forsvarsbyggs mange tusinde døre, ikke længere være afhængige af at blive tildelt en fysisk nøgle i forbindelse med indkvartering. Når låsesystemet er blevet opgraderet, kan nøglerne tildeles digitalt til brugerens mobiltelefon, når vedkommende for eksempel bestiller en overnatning i Forsvarsbyggs system.
Rammeaftalen gælder for tre år i første omgang, og Forsvarsbygg har beregnet værdien til 30 millioner norske kroner (23 millioner kroner).
Danalock beskæftiger 75 ansatte, dels på hovedkontoret ved Aarhus, dels i afdelinger i København og Miami, og dels i produktionen i Kina. Firmaet har et mål om at være 200 ansatte om tre år, hvilket Electronic Supply tidligere har skrevet om.