Grossisterne lider fortsat
Et skuffende fjerde kvartal 2010 betyder, at engroshandlen fortsat har det svært som følge af et stagnerende hjemmemarked.
Det fremgår af DI Handels seneste opgørelse over den indenlandske omsætning i handelsbrancherne.
Lange udsigter til vækst
Efter en vækst i efteråret på knap 4 % viste fjerde kvartal nemlig på ny en skuffende lav vækstrate på lidt over 2 % for engrossalget herhjemme.
DI Handel vurderer, at de store vækstrater har lange udsigter for engroshandlen i Danmark:
- Sammenlignet med et deprimerende 2009 viste 2010 de første spæde tegn på vækst i omsætningen i blandt andet industrien og i dele af hjemmemarkedserhvervene som bilbranchen. Det smittede positivt af på tekniske grossister og andre, der fungerer som leverandører til industrien, siger branchedirektør Lars William Wesch, DI Handel.
20.000 færre ansatte end før krisen
Lars William Wesch understreger dog, at enkelte brancher oplevede pæne vækstrater i 2010, blandt andet engroshandel med metal og salg af tilbehør til autobranchen.
- I de sidste måneder af 2010 synes væksten imidlertid at være aftaget i industrien, og der er kun få lyspunkter at spore for leverandører til byggeri og detail. Vi forventer derfor ikke større vækstrater for handlen i indeværende år, siger branchedirektøren.
Engroshandlen omsatte i alt for 544 mia. kr. i 2010 mod 525 mia. kr. i 2009. Til sammenligning var den indenlandske omsætning helt oppe på 628 mia. i 2008.
Beskæftigelsen i erhvervet er faldet fra 170.000 før krisen til nu omkring 150.000 fuldtidsansatte. Antallet af konkurser i engroshandelen har været næsten dobbelt så højt i hvert af årene 2009 og 2010 sammenlignet med 2008.