Fald i industriens omsætning
Især maskinindustrien haltede bagefter i fjerde kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik.
For industri alene, dvs. uden råstofindvinding, var faldet 2,0 %. Efter stigninger i de forrige tre kvartaler ligger industriens omsætning dog fortsat på et højere niveau end i 2009. I faktiske tal er industriens samlede omsætning 3,9 % højere i 2010 end i 2009.
Maskinindustriens salg faldt mest
Selvom der samlet set var et fald i industriens omsætning, var der en stigning i de fleste industribrancher. Faldet i omsætningen fra tredje til fjerde kvartal kan næsten udelukkende tilskrives maskindustrien, som med et fald 27,0 % trak ned i den samlede omsætning. Det skal dog ses på baggrund af, at maskinindustrien havde en næsten tilsvarende stor stigning fra andet til tredje kvartal.
Der var fald i omsætningen i tre andre brancher, størst i metalindustrien der faldt 3,7 %. Men disse branchers bidrag til det samlede fald i omsætningen var betydeligt mindre end maskinindustriens.
De største stigninger i omsætningen var inden for kemisk industri og olieraffinaderier og medicinalindustri, som steg hhv. 18,3 % og 17,8 %. Den stærkt stigende omsætning inden for kemisk industri og olieraffinaderier skal blandt andet ses i lyset af store prisstigninger inden for denne branchegruppe. Tallene er korrigeret for sæsonudsving i de brancher, hvor det er relevant.
Fremgang i de fleste brancher på årsbasis
I faktiske tal var den samlede omsætning i råstofindvinding og industri 6,4 % højere i fjerde kvartal i 2010 end i samme kvartal 2009. Industri alene (uden råstofindvinding) var 5,1 % højere end niveauet i samme kvartal 2009.
I alle branchegrupper, på nær maskinindustri, der faldt med 24,9 %, og træ- og papirindustri, trykkerier, der faldt 0,1 %, var omsætningen højere i fjerde kvartal 2010 end i samme kvartal 2009. De største stigninger var inden for medicinalindustrien, der steg 39,6 % og kemisk industri og olieraffinaderier mv., der steg 29,1 %.
Kilde: Danmarks Statistik - http://www.dst.dk