23948sdkhjf

Etablerede virksomheder jagter nærhed i spirende miljøer

I Odense sprudler robotteknologien, og det trækker etablerede virksomheder mod forskerparkerne i jagt på ny viden

I november kom René Davidsen til som salgsdirektør i EMS-virksomheden Micro Technic. Og med ham kom en idé. Den 1. marts fik Micro Technic nemlig en miniafdeling i Forskerparken i Odense. 

- Det handler om nærhed til miljøet. Forskerparken er en rugekasse for både ny teknologi og nye, spændende virksomheder. Så det er interessant at være med og sidde direkte med dem, der har brug for hjælp, fortæller René Davidsen.

Idéen sprang ud af forskellige projekter i 2017, som gang på gang trak tråde til iværksættermiljøet i erhvervsklynger som Odense Robotics.

- Gennem det sidste år har vi haft en del projekter fra det miljø. Det har virkelig vist os behovet for nærheden, siger han.

Netop nærheden er også den motivation, som Syddanske Forskerparker oplever, når virksomheder spørger efter plads i deres lokaler.

Kan møde den næste Universal Robots
René Davidsen lægger ikke skjul på, at tidlig kontakt med den næste, store robotvirksomhed vil være fordelagtigt for EMS-virksomheden. Han peger på et velkendt eksempel på en gigant, der sprang ud af universitetets miljø.

- Universal Robots startede i det små i en kælder på universitetet. Det har affødt et robotcenter. Så det viser, at en lille, god idé kan udvikle sig til at flytte et helt område.

Derudover kan innovationen i miljøet hjælpe Micro Technic som virksomhed. De håber på, at fremtidens satsninger viser sig tidligt i Forskerparken.

- Man får indblik i, hvordan miljøet virker og tænker. Vi kan være med fra start. Derudover kan vi rette os ind på de rette spor mod fremtiden i et tidligt stadie. Der sker en masse med for eksempel trådløs teknologi og strømforbrug, som vi kan følge med i herude. Det går stærkt, og vi skal have fingeren på pulsen, siger René Davidsen.

Micro Technic har for eksempel arbejdet sammen med fynske KUBO Robotics om læringsrobotten ved navn Kubo.

Motivationen har ændret sig
Tilfældet med Micro Technic overrasker ikke Syddanske Forskerparker, som står bag Forskerparken i Odense. Tværtimod. 

- Vi har typisk to typer af virksomheder i vores forskerparker, fortæller direktør Helle Thylkjær Henriksen og fortsætter:

- Der er selvfølgelig de små start-ups, der flytter hjemmefra og er på vej frem. Men vi har også udviklingsafdelinger i større virksomheder. Her har motivet for at flytte ind hos os for de etablerede virksomheder ændret sig radikalt de seneste år, forklarer hun.

Tidligere handlede det om at få arbejdsro og komme væk fra postyret i egne lokaler. Nu handler det derimod om at komme ud og larme med andre virksomheder.

- Argumentet i dag er at komme ud og få et nyt netværk med nye kontakter. Man ved, at det nye sker på det tidlige stadie, og det kan være enormt ressourcekrævende at få indsigt i ny viden som stor, etableret virksomhed. Så bliver det værdifuldt at sidde i det rette miljø og mødes ved kaffeautomaten, fortæller Helle Thylkjær Henriksen.

I Syddanske Forskerparkers to afdelinger i Odense, Forskerparken og Vidensbyen, kommer der virksomheder fra specifikke brancher ind. Dermed er miljøet også skarprettet.

- Vi har en tydelig søgning i velfærdsteknologi og ny teknologi som robotter, siger hun.

Det er en afgrænsning, som passer EMS-virksomheder som Micro Technic rigtig godt. Derfor har de også tilegnet sig en plads på trods af deres daglige placering på Fyn.

Kort køretid - men stor forskel
Micro Technics sælgere er på stedet i en turnusordning. Dermed sørger virksomheden for bemanding fra tirsdag til torsdag og ved diverse arrangementer i miljøet.

Miniafdelingen i Odense - mere eller mindre bestående af et skrivebord - blev til på trods af, at Micro Technic i forvejen har hjemme i fynske Aarup. Dermed er det kun en køretur på en halv time, som tages ud af den logistiske ligning.

Men det handler om meget mere, lyder det fra salgsdirektøren.

 - Nærheden gør, at folk bare skal fra én bygning til en anden for at få hjælp eller svar fra os. Det er jo måske studerende, der ikke lige har mulighed for at starte bilen. De starter i det små og er vant til at få hurtig information, siger René Davidsen.

Hos Micro Technics skrivebord er det sælgere, som står klar til at hjælpe. Dermed kan de ikke hjælpe med de små, tekniske og detaljerede spørgsmål. Men det hjæler på selve processen.

- Vi kan hjælpe dem med det overordnede i første omgang. Det bliver spørgsmål om løsninger og retninger. Derfra kan vi hurtigt udrede, om man skal gå dybere eller få mere ekspertise ind. Mange kommer med tanker, og vi guider dem i en retning, siger salgsdirektøren.

Foruden en lang række virksomheder med fokus på robot- og velfærdsteknologi er Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi, Dansk Robot Netværk og Eksportrådet også placeret i Forskerparken i Odense.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078