23948sdkhjf

Dokumenteret effekt af velfærdsteknologi på plejehjem

Et forsøg i Aarhus med teknologier til aktivitet og til rolighed har vist opsigtsvækkende resultater.

Når velfærdsteknologier bruges konsekvent i det daglige arbejde med mennesker med demens, virker de. Det lyder banalt, men så enkelt er det faktisk. Det viser et pilotprojekt med over 3.000 registreringer, som projektleder Søren Pallesen fra Center for Frihedsteknologi i Aarhus Kommune har lavet.

To plejehjem, der deltog i pilotprojektet, fik en aktivitetspakke og en rolighedspakke. Aktivitetspakken indeholdt 10 teknologier som for eksempel musikinstrumenter, bondegårdsdyr i naturlig størrelse til haven og træningsudstyr og interaktive skærme, der kræver fysisk aktivitet. Rolighedspakken indeholdt 13 produkter herunder naturtro tøjdyr, kædeveste, granulatdyner og en gyngestol.

Måling på produkter
Man kan dog ikke konkludere, at én teknologi er bedre, end en anden. De forskellige teknologier supplerer hinanden, fortæller Søren Pallesen.

- Det, der er vigtigt, er, at man finder den rette teknologi til den rette person på det rette tidspunkt. Og at man er vedholdende og ikke giver op undervejs. Her kan personalet bruge deres faglighed og personlige kendskab til borgerne til at vælge det rigtige. Nogle gange er det en teknologi, der skaber aktivitet, nogle gange er det en teknologi, der giver ro. Og det er ok at prøve sig frem, siger Søren Pallesen.

Sensorer klæbet på produkterne registrerede hvornår og hvor længe, de blev brugt. Samtidig foretog personalet registreringer af for eksempel uro, tankeflugt, konflikter, vrede og søvn efter MAS-M-skalaen, som man kender fra psykiatrien. Registreringerne stod på døgnet rundt i otte uger, og den positive effekt er overbevisende, konstaterer Søren Pallesen.

Mindre uro og bedre nattesøvn
- Brugen af velfærdsteknologier fra dels aktivitetspakken, dels rolighedspakken, viser en reduktion af uro på samlet 60 procent målt på et enkelt plejehjem. Hos en enkeltstående borger har vi set en samlet reduktion af uro på 77 procent, og vedkommende fik samtidig 40 procent mere søvn om natten ved at sove med en granulatdyne, fortæller Søren Pallesen.

Søren Pallesen kan også opleves på den velfærdsteknologiske konference CareWare, der afholdes den 10.-11. april 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078