23948sdkhjf

Vil sætte gang i eksporten af velfærdsteknologi

Danske virksomheder eksporterer for 18 mia. kr. i velfærdsteknologi årligt. Et nyt partnerskab skal få eksporten til at stige markant.
Region Syddanmark indgik fredag den 24. september en partnerskabsaftale med regeringen. Her blev der givet håndslag på, at både regering og region bakker op omkring forskellige regionale initiativer og indsatsområder - herunder arbejdet med at give de velfærdsteknologiske virksomheder en kortere og hurtigere vej til eksportmarkederne.

Aftalen kom på plads efter forhandlinger mellem økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, undervisningsminister Tina Nedergaard samt formandskabet for Syddansk Vækstforum.

Penge at hente i udlandet
Danske virksomheder omsætter for 41 mia. kr. om året i velfærdsteknologi og velfærdsservice - og man eksporterer for 18 mia. kr.

Potentialet for udvikling og salg af velfærdsteknologi er derimod langt større - både på det danske og udenlandske marked. Med partnerskabsaftalen har regeringen forpligtet sig til at arbejde for at styrke eksporten - det kan fx ske ved at lade fagfolk fra udenrigsministeriet dele deres kendskab til markederne i udlandet med danske virksomheder.

- Partnerskabsaftalen sikrer, at regionen og regeringen bidrager med en ensartet og fælles indsats for at udnytte det store vækstpotentiale, der er for virksomheder med fokus på udvikling af velfærdsteknologi. Aftalen skulle gerne sparke gang i en øget eksport af velfærdsteknologi, siger regionrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Carl Holst.

Lokal optur
I Odense er man også begejstret for den nye aftale.

- Vi har i flere år arbejdet hårdt for at udvikle ny velfærdsteknologi i Odense. Og her i kommunen har vi også bevilget større beløb til netop dette formål. Derfor er det også glædeligt, at vores virksomheder nu kan få den hjælp, der gerne skulle gøre det muligt at komme succesfuldt ud over landegrænsen, siger rådmand og medlem af formandskabet i Syddansk Vækstforum, Jan Boye.

Udover et øget fokus på eksportmulighederne for velfærdsteknologi gav Syddansk Vækstforum og regeringen hinanden håndslag på at styrke indsatsen inden for grøn offshore energi, uddannelse og arbejdskraftudbud samt grænseoverskridende forsknings- og uddannelsessamarbejde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079