23948sdkhjf

Automationsbranchen i god form før messe

Krisen lakker mod enden, og der er større investeringslyst blandt de danske industrivirksomheder. Sådan lyder meldingen fra en række organisationer indenfor automationsbranchen.
Tirsdag den 7. september lyder startskuddet til Automatik 2010, og det er en toptrimmet branche, der er klar til at vise sig frem i Brøndby Hallen.

- Stemningen er ved at være god igen forstået på den måde, at virksomhederne har fået mod på det hele igen og er gået i gang med forskellige udviklingsaktiviteter. Under krisen har der været mange ting i gang omkring OEE-målinger og LEAN-aktiviteter for at få optimeret produktionen uden de store investeringer. Nu er man kommet derhen, hvor virksomhederne har fået mod på at skabe endnu større produktivitet gennem større investeringer i højere automatiseringsgrad, siger Leif Dalum, formand for Dansk Robot Forening, DIRA, som repræsenterer både brugere og forhandlere af automationsteknologi.

Positiv stemning
Samme melding kommer fra flere af de organisationer, der samarbejder med messen.

- Stemningen er ved at vende og blive positiv. Vi kan se i de sidste kvartaler, at den er vendt, og vi forventer en positiv udvikling fremover, konstaterer Claus Clausen, der er formand for Brancheforeningen for Industriel Automation, BIA.

- Stemningen er positiv i den forstand, at vi nok mener at være igennem det værste. Jeg tror, vi fortsat er på et lavere niveau, end vi har været før, men det går ikke nedad mere. Der er tegn på, at det går opad, men de er spredte, lyder meldingen fra Anders Lassen, formand for Brancheforeningen for Gear og Gearmotorer, BGG, hvor ca. halvdelen af medlemmerne er aktive i automationsbranchen.

Krisen har kostet
Generelt lyder meldingen, at foreningernes medlemmer har været påvirket af krisen på vidt forskellige niveauer, men det er lykkedes de fleste at tilpasse sig de ændrede markedsforhold.

- Det har sikkert været en kamp for mange at få ressourcerne tilpasset markedssituationen. De fleste har trimmet organisationerne og rustet sig til fremtidens vækst. Det har været lidt varierende fra forretningsområde til forretningsområde, hvor hårdt virksomhederne har været ramt af krisen. Afhængig af produktområde har vi oplevet nedgange på 0-40 %, forklarer Claus Clausen.

- Det har kostet under krisen. Det har kostet på antallet af medarbejdere, og det har kostet på overskud. Der er en del af vores medlemmer, der ikke har kunnet lave et overskud i det forgangne år. Men min opfattelse er, at vi har været rimelig gode til at reagere og har tilpasset vores organisationer. Vi er bedre rustet i dag end for et år siden. Fundamentet er bedre, siger Anders Lassen.

Det gode eksempel præmieres
Hos DIRA’s medlemmer er meldingen enslydende, og her vil man på Automatik 2010 i høj grad sætte fokus på succeshistorierne under krisen.

- Nogen er kommet godt igennem krisen. Der er også nogen, der har lidt. Nogen har formået at tilpasse sig bedre end andre. Ved åbningen af Automatik-messen uddeler vi Dansk Robot Forenings automatiseringspris, og i år går den til en virksomhed, der virkelig har forstået, hvordan man skaber konkurrenceevne. Det er en mellemstor virksomhed med produktion i Danmark. De har skabt et system, hvor de har lavet optimeringer og lean, samtidig har de automatiseret – det er gået hånd i hånd og er tænkt ind i deres forretningsmodel, og det har virkelig gjort dem konkurrencedygtige, forklarer Leif Dalum.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra formændene fra Veltek og Brancheforeningen for Hydraulik og Pneumatik.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078