Atter sorte tal hos Mermaid
Display-producenten hentede et beskedent plus i første halvår. Der forventes dog stadig millionoverskud i 2010.
EBITDA for første halvår 2010 blev et plus på 1,8 mio. kr. mod et tab i tilsvarende periode året før på 5,7 mio. kr., og resultat før skat endte med et beskedent overskud på 159.000 kr. mod et minus på 7,9 mio. kr. i første halvår 2009.
Fastholder forventninger
- Ordreindgangen har ikke været tilfredsstillende i første halvår, men baggrunden herfor vurderes at findes i markedsforholdene og ikke i tabte ordrer til konkurrenter. Selskabet bibeholder således sin position som den absolut førende aktør i Skandinavien, skriver Mermaid Technology i sit regnskab.
Til gengæld melder man om en god start på selskabets nye forretningsområde; salg af medieplads på DDS-systemer. Her har man indgået de første aftaler om annoncering på DSB S-togs Informationsskærme.
Generelt er det ledelsens overbevisning, at andet halvår vil forbedres i forhold til første halvår. På den baggrund fastholder man de økonomiske forventninger om en omsætning på 70–85 mio. kr. med et EBITDA-resultat på 5–8 mio. kr.