IRD skal udvikle små mini-elværker
Svendborg-virksomheden har modtaget 2,3 mio. kr. i støtte til udvikling af små, miljøvenlige elværker baseret på brændselsceller.
Det samlede budget for projektet er 8,6 mio. kr. og udviklingen foregår i samarbejde med østrigske AVL List GMbH, der normalt udvikler og tester bilmotorer og gearkasser.
Brændselscelleanlægget skal dimensioneres til at levere 500 watt.
Mangler en del detaljer
- Vi ved, at der er et marked for anlæg med den kapacitet, og vi har godt styr på den del af produktet, som er selve brændselscellerne. Men der er endnu en masse detaljer, der skal på plads, før vi står med en kasse med en grøn knap for start og en rød for stop, siger projektleder Jacob Linder Bonde, IRD til avisen.
IRD vil i forbindelse med projektet anvende metanol i stedet for brint, som de fleste brændselsceller i dag kører på. Årsagen er, at metanol er en væske, der er nem at transportere samtidig med at den leverer langt mere energi end brint.
Færdigudvikling, test og godkendelse på programmet
Teknologien bag de små elværker mangler at blive færdigudviklet, gennemtestet og godkendt.
- Det går ikke, at vi sender 1000 anlæg ud uden at have testet systemet yderligere. Vi skal kunne garantere, at det fungerer stabilt, når det f.eks. er meget koldt eller meget varmt. Det skal også i et vist omfang kunne tåle stød, forklarer Jacob Linder Bonde.