Rekordafsætning af vindmøller - trods økonomisk krise
BTM Consult ApS har netop udgivet sin 15. årlige opdatering af verdensmarkedet for vindkraft, der viser er marked i fortsat, massiv vækst.
2009 er femte år i træk med årlige vækstrater over 30 %. Den gennemsnitlige vækstrate for ny årligt opstillet vindkraft-kapacitet har de seneste fem år været på 36,1 % - og der venter, på trods af global økonomisk krise, et kæmpemarked forude.
Markedspotentiale på 2.000 milliarder
Rapportens femårs prognose, der går frem til 2014, forventer en gennemsnitlig årlig vækst i efterspørgslen på 13,5 % om året.
Dette indebærer, at den årlige efterspørgsel efter vindkraft-kapacitet stiger til omkring 71.000 MW i år 2014.
Værdien af den samlede efterspørgsel over alle fem år beløber sig til ca. 2.000 mia. kr. alene for vindmøllerne.
Danske markedsandele under pres
To af de globale spillere har udgangspunkt fra hovedkvarter i Danmark. Det er Vestas Wind Systems i Randers, som er verden største producent af vindmøller og Siemens Wind Power i Brande. De to virksomheder opretholder tilsammen en markedsandel på 18,4 % - en nedgang fra 26,7 % i 2008.
Det er en skæbne de deler med hovedparten af deres europæiske og amerikanske konkurrenter. Årsagen til denne udvanding af markedsandele er en eksplosiv stigning i produktionen af vindmøller i Kina fra kinesiske producenter.
Der er således i dag tre kinesiske firmaer på verdens top 10 liste over producenter af vindmøller: Sinovel, Goldvind og Dongfang. Kina opstillede 13.750 MW vindkraft i 2009, og 87,7 % af denne kapacitet blev leveret af kinesiske fabrikanter.