Salget af fladskærme eksploderet
Forbrugerelektronik-branchen kan takke især fladskærme for, at både omsætningen og styksalget af forbrugerelektronik steg markant i 2009.
Salget af fladskærme er steget til rekordhøje 780.000 styk. Det er en stigning på 24 %. Det overgås kun af digitale modtagerbokse til antenne-tv, hvor salget i styk er steget 171 %.
Digitalt tv-signal gav fremgang
Årsagen til den positive udvikling på tv og bokse er formentligt det analoge sluk for antenne-tv den 31. oktober sidste år. Selvom der har været en intens priskrig på fladskærme, er omsætningen, grundet det store styksalg, ikke desto mindre steget med 25 %, altså en smule mere end styksalget.
- Forbrugerne har i højere grad valgt større skærme, og disse har nemlig kvalitetsmæssigt været på et højere niveau end de foregående år, fortæller direktør Kurt Frausing, BFE.
De dyre skærme er også de, der er bedst til at gengive HD-signaler fra forbrugernes egne medier.
Blu-ray blev et hit
Også salget af Blu-ray dvd afspillere i styk er steget eksplosivt med 317 %. Omsætningsstigningen er ”kun” 175 %. Blu-ray dvd er nu så indarbejdet i markedet, at det ikke længere kun er et dyrt produkt for entusiaster. Det er da også forventningen, at Blu-ray dvd afspillere i 2011 vil sælge mere end dvd/harddisk-optagere og dvd afspillere tilsammen.
På styksalget af digitale still-kameraer og camcordere var der tale om et fald på henholdsvis 5 % og 8 %. Det samlede kameraniveau er dog fortsat meget højt med et samlet salg på 605.000 styk. Et andet rekordområde, der også har et vigende salg, er MP3-afspillere, med et fald i styksalget på 7 %. Salget er nu ”nede” på 570.000 styk.
Indenfor stationær lyd har receivere holdt skansen med 30.000 styk, men produkter af højere kvalitet end tidligere, idet omsætningen er steget med 28 %. Der var lavt bilsalg i 2009 og følgelig en generel tilbagegang på biludstyr, hvor bærbar navigation havde en tilbagegang på 13 % fra 387.000 styk til 335.000 styk.
Venter fald i 2010
I 2010 og 2011 forventes der på de fleste områder en tilbagegang, så det samlede omsætningsfald vil blive 7 %.
- Vi regner dog med, at forbrugerne også i år vil supplere de mange fladskærme op med Bluray dvd afspillere og biograflyd (Home Cinema), siger Kurt Frausing.