Amerikanere køber Dantec Dynamics
Nova Instruments har overtaget den danske producent af måleudstyr, Dantec Dynamics.
Hidtil har virksomheden været ejet af kapitalfonden LD Invest Equity og investeringsselskabet Vitesse, der hver har ejet ca. en tredjedel af selskabet. Yderligere 25 % har været ejet af virksomhedens administrerende direktør og salgsdirektør.
God pris
- Da vi kom ind, var det en lidt skrantende forretning. Men den er skåret til, og vi er tilfredse med den udvikling, der har været. Nu er tiden inde til at sælge, og vi får en god pris. Det er det rigtige tidspunkt for virksomheden at få nye ejere på, udtaler partner i LD Invest Equity, Jan Hove Sørensen, til Børsen.
I forbindelse med salget fratræder administrerende direktør Knud Foldschack og finansdirektør Steen Kristiansen deres stillinger i selskabet.
Dantec Dynamics fremstiller og sælger udstyr til præcisionsmålinger såsom måling af strømforhold, hastighed og partikelstørrelse i væsker og gasser indenfor videnskabelige og industrielle anvendelsesområder.