23948sdkhjf

Eksport af energiteknologi nyder stor bevågenhed

Torsdag eftermiddag mødtes aktører inden for den danske energisektor hos Vestas i Århus til et møde om eksport af energieffektive, vedvarende teknologier og løsninger med Danmarks Eksportråd som hovedarrangør. Både arrangører og deltagerne var tilfredse med dagens udbytte.
Sammen med VE-Net, Teknologisk Institut, Vindmølleindustrien, Væksthus Midt og Væksthus Nord kunne Vestas og Danmarks Eksportråd torsdag byde velkommen til et netværksmøde om udfordringer og muligheder i forbindelse med eksport af energieffektive, vedvarende teknologier.

På mødet fik de deltagende virksomheder mulighed for at høre lidt om fire af seksten store vækstmarkeder, regeringen har udpeget i forbindelse med COP15 samt mulighed for at få et individuelt møde med én eller flere af de sektoransvarlige for det eksportmarked, man nu måtte have interesse i.

Claus Hermansen fra Danmarks Eksportråd var overordentlig tilfreds med fremmødet.

- Der har været en enorm interesse for tiltaget. Vi har endda måtte ringe ud til virksomhederne for at bede dem kun melde én person til, så flere virksomheder kunne få en mulighed for at møde vores sektoransvarlige, fortæller han til Electronic Supply.

Forskellige bevæggrunde for deltagelse
At interessen for arrangementet har været enorm står dermed til troende, men bevæggrundene for deltagelse var vidt forskellige.

- Vi eksporterer 85% af vores produktion. Så vi er allerede wolrd-wide, men man kan jo altid blive inspireret til at se på nye vækstmuligheder, sagde Jan Enemark fra Danstoker. Han havde en række individuelle møder med de sektoransvarlige, men ville overfor Electronic Supply ikke afsløre, hvilke markeder, der var i søgelyset.

Fra Justsen Energiteknik deltog Jesper Pedersen:

- Jeg deltager som oftest i denne form for eksportarrangmenter. Ikke for decideret at finde nye vækstmarkeder, men mere for at få en indikation om, hvor verden omkring os er på vej hen, fortæller han og henviser til, at man som oftest kan få en god pejling ved at se på de store markeder, og han var derfor glad for de fire præsentationer af markederne Kina, Tyskland, USA og Indien.

Gode og velmenende råd
At det var de individuelle møder med de mange sektoransvarlige, der var det store trækplaster, hersker der ingen tvivl om. Desværre fik Electronic Supply ikke lov at deltage her, men under præsentationerne fra de forskellige vækstmarkeder blev der givet mange gode råd videre.

Sektoransvarlig Lars Juhl Hansen, USA, fokuserede på, at Obama-regeringen har meldt ud, at vejen ud af den amerikanske krise er grøn. Især inden for cleantech er der store muligheder for danske virksomheder, fordi amerikanerne efterhånden har fået øjnene op for danske kompetencer, når det kommer til udviklingen af energiteknologier. Rådet fra Lars Juhl Hansen var dog, at man ikke skal sidde på sine hænder - der skal handles nu, ellers opfinder amerikanerne det selv.

Henrik Martens - den sektoransvarlige for Kina - fokuserede også på cleantech, som et stort marked for danske virksomheder sideløbende med vindenergi, solenergi og biogas. Han påpegede, at ønsker man at træde ind på det kinesiske marked, vil man stå over for en række udfordringer, der ikke nødvendigvis handler om produkt og teknologi, men nærmere om kultur og samarbejde.

Den sektoransvarlige i Tyskland, Ebbe Johansen, fortalte, at der for danske virksomheder er store vækstmuligheder i Tyskland, der står bag verdens mest ambitiøse klimaplan. For virksomheder, der står med foden på grænsen til Tyskland, er det væsentligt at fokusere på langsigtet og strategisk planlægning samt på risikobedømmelser inkorporeret i strategien. Derudover lægger tyskerne vægt på, at man har en god track-record både i Danmark, men også på andre eksportmarkeder.

Succes ligger også i uvidenhed
Det er første gang, Danmarks Eksportråd har samlet 17 sektoransvarlige (ét enkelt marked var repræsenteret af to) og på én gang stillet dem til rådighed for aktørerne inden for energisektoren. Men det er absolut ikke sidste gang.

- Vi vil gerne gentage succesen, siger Claus Hermansen, der gætter på, at årsagen til begejstringen for arrangementet, ligeså meget ligger i virksomhedernes uvidenhed om, hvad man egentligt kan bruge Danmarks Eksportråd og Udenrigsministeriet til.

- Kan I også hjælpe med det, lyder det ofte overraskende fra virksomheder, når de bliver præsenteret for mange af de tilbud, vi stiller til rådighed, fortæller Claus Hermansen.

- Vi hjælper alle med alt, undtagen underskriften på kontrakten, slutter Claus Hermansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114