Axcon inviterer til Agile hardwareudvikling
Softwareudviklere verden over har taget ved lære af Toyotas lean-principper og udviklet projektstyringsmetoder, som giver spændende resultater. Det må kunne inspirere i elektronikudviklingen, mener Axcon.
- Der har altid været en usynlig mur i udviklingsafdelingerne mellem hardware og software. Alle forsøger at nedbryde den, men den er der. Det ser vi også i dag, hvor softwarefolket tager en masse nye metoder til sig med succes – mens hardwarefolket står og ser undrende på. Det vil vi gerne være med til at lave om på, siger Rolf Østergaard, direktør i Axcon.
Med fremgangen for FPGA i stort set alle typer systemer er mere og mere hardwareudvikling kommet til at minde om softwareudvikling. Alligevel holder udviklerne fast i at kalde FPGA for hardware og bruge ”hardware-metoder” til udviklingen.
- Axcon vil gerne lave de kurser og arrangementer, som industrien virkelig har brug for. Derfor var det naturligt for os at gribe chancen her og arrangere et agile/scrum/kanban-foredrag for alle dem, som måske går glip af nogle muligheder, fortæller kursuschef Mette Lindstrøm.
Foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Axcon og IT/software konsulenthuset BestBrains, som i mange år har arbejdet målrettet med agile metoder i IT/software verdenen. Det afholdes på Scion-DTU i Kgs. Lyngby, hvor også Axcon har til huse.
Se yderligere information på Axcons hjemmeside .
Kilde: Axcon - http://www.axcon.dk