23948sdkhjf

Scan-Speak på danske hænder

Højttaler-producenten Scan-Speak i Videbæk er nu igen danskejet. En gruppe investorer og finansielle partnere har indskudt et to-cifret millionbeløb i virksomheden og dermed markant styrket kapitalgrundlaget.
Gennem vækst på alle markeder planlægger virksomheden inden for en to-årig periode en markant omsætningsstigning.

Scan-Speak, der leverer komponenter til en bred vifte af verdens førende mærker inden for high-end højttalersystemer, er nu igen på danske hænder. Det blev en realitet, efter en gruppe danske investorer anført af direktør Jan Nielsen og med støtte af en række lokale finansielle partnere har købt virksomheden fri fra den hidtidige ejer Tymphany og samtidig tilført et to-cifret millionbeløb.

- Scan-Speak er et af de stærkeste brands inden for højttaler enheder, og virksomheden har meget store vækstmuligheder. At det er lykkedes at finde investorer og finansielle partnere i en tid med finanskrise og uro på verdensmarkederne, er en stor tillidserklæring og udtryk for, at virksomheden er en god forretning med et kæmpe potentiale, fortæller Jan Nielsen, der siden 2007 har fungeret som direktør for aktiviteterne i Scan-Speak.

Sammen med Niels Jespersen, der bliver ny bestyrelsesformand, og Jack Grigg, kommer han til at udgøre bestyrelsen i Scan-Speak A/S. Niels Jespersen og Jack Grigg har hver mere end 30 års erfaring fra hi-fi branchen og tilfører dermed masser af erfaring til virksomheden.

Vil forøge omsætningen markant
Selvom finanskrisen har betydet en nedgang i branchen, så har den været knap så markant i high-end segmentet, hvor Scan-Speak befinder sig. Den nye ledelse ser derfor et stort vækstpotentiale på markederne – både det hjemlige, men især også på eksportmarkederne, der udgør tæt på 90 procent af den nuværende omsætning.

- Den økonomiske nedgang har naturligvis haft indflydelse på omsætningen, men vi fastholder strategien. I resten af 2009 vil vi arbejde på at stabilisere forretningen og fastholde de eksisterende kunder, og vi forventer at året giver et mindre overskud. I 2010 vil vi fokusere på vækst både hos eksisterende og nye kunder, fortæller Jan Nielsen og fortsætter:

- Overordnet skal vi koncentrere os om at forfine og videreudvikle de unikke teknologier, som er blevet synonym med Scan-Speak. Vi skal kort sagt koncentrere os om vores kernekompetencer.

Vigtigt at være på danske hænder
Scan-Speak har igennem årene været ejet af forskellige udenlandske koncerner, og det var ifølge Jan Nielsen vigtigt for investorerne og de finansielle partnere at få virksomheden tilbage på danske hænder.

- Danmark er en af verdens absolutte højborge inden for lyd og akustik, og det er en vigtig del af brandet, at det er dansk produktudvikling, know-how og teknologi, der ligger bag de enkelte produkter. At virksomheden er danskejet, og at al produktion foregår i hånden tilfører markedsføringsværdi, som er meget svær at opgøre i kroner og øre, forklarer han og uddyber:

- Vi bruger kun de bedste materialer og vil fortsætte med at håndlave alle komponenter. Det giver flere fordele, eksempelvis kan vi håndtere meget små ordrestørrelser med stor grad af fleksibilitet og kort responstid, og det oplever vi i stigende grad, at kunderne efterspørger.

Scan-Speak A/S forventer, at der, i takt med den planlagte vækst i de kommende år, vil blive basis for flere arbejdspladser på virksomheden.

Kilde: Scan-Speak A/S

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082