Trådløs teknologi skal hjælpe personale og patienter på hospital
Århus Universitetshospital, Skejby, har netop installeret nyeste generation trådløst netværk fra Trapeze Networks på sygehuset, der giver mulighed for nemt og enkelt at finde alt lige fra kritisk og livsvigtigt hospitalsudstyr over lægepersonale til rent sengelinned og kitler.
- Vi er et moderne universitetshospital med høje krav til vores teknologiske løsninger. Vores trådløse netværk skal flyde som vand fra hanen og det til samtlige vores 147.000 kvadratmeter og 3.000 ansatte. Det opfylder vores nye løsning, ligesom den giver os mulighed for at spore både mennesker og hardware via en lille tag, der kan finde både læger, der står på operationsstuer, beskidte senge, der skal hentes af portører eller vogne med rent vasketøj. Der er et utal af muligheder, siger konstitueret it-områdeleder Ivan Damborg, Århus Universitetshospital, Skejby.
Tændstikæske, der finder alt
Den såkaldte lokaliserings- eller sporingsenhed, som kun Trapeze Networks tilbyder, giver universitetshospitalet helt andre og nye muligheder for at udnytte det trådløse netværk. Med en præcision på helt ned til en til tre meters nøjagtighed kan lokaliseringsenheden, der er udformet som en lille tag på størrelse med en tændstikæske, finde trådløse enheder som fx en pc eller en IP- telefon.
- Tag’en kan også sættes på fx senge, vogne med vasketøj eller på læger, der befinder sig på operationsstuerne. Derudover kan man anvende den til at afgrænse forskellige områder, hvor man ønsker at give eller begrænse adgang til bestemte trådløse services. Muligheder, der udover enorme økonomiske og administrative besparelser, også gør livet langt lettere for både personalet på sygehuset og giver både patienter og pårørende de mest optimale betingelser, siger konstitueret it-områdeleder Ivan Damborg, Århus Universitetshospital, Skejby.
Det er it-leverandøren Atea, der står bag levering og implementering af Trapeze Networks trådløse udstyr, som de vandt efter en udbudsrunde i 2008.
- At Århus Universitetshospital, Skejby vælger en Trapeze-løsning signalerer tydeligt, at det er et sygehus, der er rigtig langt fremme, hvad angår it og teknologi. Trapeze Networks er den mest udbredte trådløse netværksløsning i det hollandske sygehusvæsen, men det er første gang, et dansk sygehus vælger løsningen, siger divisionsdirektør Henrik Hviid, Atea A/S.
Kilde: Atea - http://www.atea.dk