Fladskærmssalget boomer
Snakken om finanskrisen har ikke fået danskerne til at holde igen, når der skal investeres i nyt tv. 2008 kommer til at byde på ny salgsrekord for fladskærme.
- Salget i 2008 bliver større, end vi først havde troet. Vi havde forventet en stigning på 50.000 i forhold til året før, men nu er der snarere tale om en stigning på 70-100.000, udtaler direktør i Branchen ForbrugerElektronik, Allan Bugge, til Berlingske Business.
Den store stigning i salget skyldes dels de faldende priser, der betyder, at en 50 tommers fladskærm nu snart kan erhverves for under 10.000 kr. men det skyldes også, at et stigende antal tv-kanaler nu udbydes i digital kvalitet.