23948sdkhjf

EU-støtte til opsamling af golfbolde

Syv danske virksomheder er blandt 42 europæiske firmaer, som har vundet adgang til Europas skarpeste roboteksperter. Blandt de syv er Robotic Sport Solutions i Odense, som vil udvikle en servicerobot til golfbranchen.
42 europæiske virksomheder har netop vundet adgang til Europas skarpeste roboteksperter, der i de kommende måneder skal hjælpe virksomhederne med at føre deres idéer ud i livet.

Bag uddelingen af de såkaldte vouchere, som inkluderer 400 konsulenttimer, står det EU-støttede samarbejde Robott-Net, som med Teknologisk Institut i spidsen består af tyske Fraunhofer IPA, spanske Tecnalia og MTC fra Storbritannien.

Syv danske vindere
Start-up virksomheden Robotic Sport Solutions er blandt de udvalgte virksomheder. Den fynske virksomhed udvikler og producerer robotsystemer til vedligeholdelsesopgaver inden for sports- og idrætsbranchen.

I første omgang sker dette med udviklingen af en servicerobot til golfbranchen, som kan indsamle golfbolde på golfklubbernes driving-range. Robotic Sport Solutions vil bruge roboteksperterne til udvælgelse, udvikling og implementering af sensorteknologi.

Højtalere, gribere og glatføre
De danske vindere er mangfoldige, og deres produkter spænder vidt:

Dali producerer high-end højtalere på deres faciliteter i Danmark og ønsker at automatisere en række produktionsprocesser. Det skal ske ved hjælp af samarbejdende robotter, så medarbejderne kan effektivisere arbejdet samtidig med, at håndværk og kvalitetskontrol med fremstillingen bliver bibeholdt.

Danfoss Drives udvikler næste generation af frekvensomformere, der i fremtiden skal erstatte deres eksisterende produkter. Virksomheden ønsker at finde og teste mulige løsninger på et automatiseret system, der kan håndtere mange forskellige typer formater og størrelser. Målet er at effektivisere samlebåndsarbejdet, der kræver høj fleksibilitet på grund af en høj produktvariation.

EasyRobotics er en virksomhed, der specialiserer sig i kompakte, modulære og flytbare robotplatforme. De deltager i Robott-Net for at opnå viden og knowhow til at udvikle bedre software med tilhørende grafisk brugergrænseflade til deres nyeste robotplatform.

Epoke producerer og sælger primært maskiner til glatførebekæmpelse. Epokes kunder har fået mere fokus på det kommercielle aspekt og forventer i højere grad billigere løsninger, der samtidig kan leveres hurtigt. Derfor vil virksomheden med hjælp fra Robott-Net afsøge mulighederne for at automatisere en række processer i deres produktion. Samtidig stræber de efter løsninger, der kan sikre, at automatiseringsprocessen bibeholder deres allerede høje kvalitetskrav.

On Robot laver elektriske industrigribere, der kan håndtere forskellig størrelse og vægt på emner. Griberne fungerer sammen med Universal Robots' produkter, og virksomheden vil med deres Robott-Net-voucher afsøge mulighederne for at integrere deres gribere på andre robotplatforme.

Orifarm er den største leverandør af parallelimporterede lægemidler i Norden og markedsfører og sælger samtidig en lang række af generiske lægemiddelprodukter på de nordiske markeder. Orifarm ønsker at automatisere processen med at kontrollere og sortere de mange forskellige produkter, de importerer og sælger.

Det er ikke for sent
Der er stadig mulighed for at blive en del af Robott-Net og få hjælp af nogle af de bedste roboteksperter i Europa. Der er allerede nu åben for anden og sidste ansøgningsrunde med deadline til og med den 14. december 2016 kl. 17.00.

De udvalgte ansøgere fra anden voucherrunde bliver annonceret den 15. februar 2017.

Ansøgningen foregår her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078