Aalborg-firma skal bygge Forsvarets første satellit
GomSpace får vigtig ordre op til børsnotering - satellitten sendes op i 2017.
Fredag underskrev de to parter og Danmarks Tekniske Universitet en kontrakt om satellitten, der skal bruges til overvågning af det arktiske område. Der er tale om en nano-satellit på 30x20x10 cm. Den får navnet ”Ulloriaq”, der betyder stjerne på grønlandsk.
Satellitten skal efter planen sendes op sidst i 2017. Den får tre antenner, der kan opfange signaler fra skibe og fly. Den kredser om Jorden i en højde på mellem 700 og 800 kilometer. Dens bane går over begge poler.
Set fra et militært synspunkt er hovedformålet med satellitten at overvåge Grønland og Arktis, der spiller en stadig vigtigere global rolle både militært og økonomisk.
For GomSpace kommer kontrakten på et særdeles belejligt tidspunkt. Virksomheden er netop i færd med at blive noteret på børsen i Stockholm. Den udsteder aktier for 125 mio. SEK (100 mio. DKK), hvoraf 80 procent er blevet solgt under fortegningsperioden.