23948sdkhjf

Regeringen afsætter millioner til mikrochips

Forskningsreserven skal blandt andet bruges til at forske i halvledere

Regeringen vil styrke den danske chip-industri.

Det står klart, efter et bredt flertal med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund i spidsen fredag formiddag har præsenteret en aftale om fordeling af 5,5 milliarder kroner - den såkaldte forskningsreserve.

Her er der blandt andet afsat 140 millioner kroner til forskning i mikrochips.

Midlerne skal anvendes til at finansiere dansk deltagelse i EU-partnerskabet Chips Joint Undertaking (Chips JU), som har til formål at styrke det europæiske økosystem for forskning og innovation i mikrochips med henblik på at kunne øge EU’s fremtidige produktionskapacitet på området.

Hos Dansk Industri er man ikke umiddelbart helt tilfreds med den samlede udmøntning af forskningsreserven og savner blandt andet penge til forskning i produktionsteknologi. Underdirektør Mikkel Haarder ser dog positivt på chips-millionerne:

- Vi vil gerne rose Folketinget for en fremsynet investering på 140 millioner til mikrochips-området. Hvis Danmark skal være en del af fremtidens europæiske design og produktion af mikrochips er der brug for, at vi skifter gear. Det har regeringen og Folketinget vist, at de er klar til, udtaler Mikkel Haarder i en pressemeddelelse.

Styrker flere områder

Foruden halvleder-forskning kommer forskningsreserven også andre dele af elektronikbranchen til gode.

Blandt andet er afsat 200 millioner kroner i 2025 til det, der hedder "en strategisk forskningsindsats for udvikling af kvanteteknologi".

Størstedelen af det beløb, 130 millioner kroner, skal gå til videreførelsen af et strategisk program for kvateteknologi, som skal udmøntes af Danmarks Innovationsfond og har blandt andet til hensigt at kommercialisere kvanteforskning.

Udover kvante- og mikrochipsområdet går forskningsreservens midler blandt andet til rumforskning og deltagelse i ESA, Den Europæiske Rumorganisation, og til forskning i kunstig intelligens.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079