Green Hydrogen Systems afskediger direktøren
Bestyrelsen i Green Hydrogens Systems skifter ud i toppen samme dag, som selskabet har gennemført en stor fyringsrunde.
CEO Peter Friis er blevet afskediget.
- Q3 har været en udfordrende periode for Green Hydrogen Systems. Med den nuværende situation har selskabet brug for en ny strategi for at sikre en bæredygtig og indbringende fremtid. På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Peter Friis for hans arbejde og bidrag til Green Hydrogen Systems, udtaler bestyrelsesformand Thomas Broe-Andersen, i en meddelelse.
Peter Friis har blot været CEO siden oktober sidste år. Hans afløser er allerede fundet i form af René Umlauft, der tidligere har været adm. dir. i Rittal samt CEO i MAN Diesel og Siemens Renewable Energy.
- Vi er blevet enige om, at der er behov for en anden profil til de fremtidige opgaver med en turn around i virksomheden. Vi ser René Umlauft som den rette til at overtage CEO-posten, da han kommer med kompetencer fra komplekse industrier, der opererer inden for den grønne omstilling. Han har samtidig betydelig erfaring med transformation af virksomheder og omstruktureringer, udtaler Thomas Broe-Andersen i meddelelsen.
René Umlauft tiltræder posten 1. november 2024, hvor Peter Friis tager afsked med Green Hydrogen Systems.