23948sdkhjf

IDA investerer stort millionbeløb i venture-fond for deep tech-startups

Ingeniørforeningen bakker op om innovativ teknologi med strategisk investering

Ingeniørforeningen IDA har foretaget en strategisk investering på 25 millioner kroner i venture-fonden PSV Hafnium. Investeringen er målrettet deep tech-iværksættere og skal styrke udviklingen af banebrydende teknologiske løsninger.

Med denne investering når PSV Hafnium op på en samlet kapital på 410 millioner kroner. Fonden fokuserer specifikt på at støtte teknologi- og videnskabsbaserede startups, der arbejder med innovative løsninger med potentiale for global indflydelse.

Det oplyser IDA i en pressemeddelelse.

- Den tekniske og naturvidenskabelige forskning og udvikling er den primære kilde til de nye løsninger, der er så hårdt brug for på stort set alle områder, og som kan gøre en forskel ude i den store verden. Det kan være inden for klima, men også inden for sundhedsteknologi og sikkerhed, og her kan det det nye fondssamarbejde være med til at sætte en turbo på udviklingen. Derfor vil vi gerne bidrage aktivt til, at startups vokser sig store i Danmark med vækst og højproduktive arbejdspladser til følge, udtaler Laura Klitgaard, formand for IDA.

Laura Klitgaard understreger vigtigheden af at prioritere teknisk forskning og innovation, særligt i lyset af den geopolitiske situation. Hun påpeger, at Europa investerer mindre i forskning og udvikling sammenlignet med USA og Kina, hvilket gør det afgørende at styrke innovationskraften.

- Europa bruger noget mindre end USA og Kina af vores BNP på forskning og udvikling. Samtidig taber Europa innovationskraft. Derfor skal vi politisk tage det mere seriøst at få styrket fødekæden ved at prioritere offentlig forskning højere og understøtte erhvervslivets incitamenter til forskning og udvikling, siger hun.

To tredjedele af vejen

PSV Hafnium, som er en del af venturehuset PSV med rødder i DTU, er unikt positioneret til at bygge bro mellem forskning og kommerciel udvikling. Anders Bjarklev, rektor for DTU, ser positivt på IDAs engagement og understreger vigtigheden af at konvertere forskning til virksomheder.

- Vi har stor innovationskraft i Danmark, men vi skal sikre et velfungerende marked for risikovillig kapital fra private investorer, venture- og kapitalfonde samt offentlige aktører. Derfor er det glædeligt, at IDA kommer med en investering i PSV Hafnium og ser behovet for at, styrke innovationsøkosystemer. DTU’s vision er netop, at vi gennem forskning og innovation løser globale udfordringer til gavn samfundet. Det kræver bland andet at vi får konverteret forskningen om til virksomheder, lyder det fra Anders Bjarklev.

Med den nye investering fra IDA har PSV Hafnium nu rejst 410 millioner. Blandt andet EIFO er også med som investor. Fonden har et mål om at rejse 600 millioner kroner i alt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074