RTXs nye topchef skal udvikle forretningen
Opgaven, der venter det nordjyske teknologiselskabs nye administrerende direktør, er klar.
- Hvis man studerer mit cv, kan man se, at det er meget tilbage til rødderne, og det er spændende. Jeg vil bidrage med at udvikle forretningen videre. Det er det, der ligger i kortene, og det er det, jeg er blevet ansat til, siger Peter Røpke ifølge påinvestor.dk til Ritzau Finans.
Peter Røpke har været topchef i Flügger siden februar 2014. Tidligere var han direktør for udvikling og teknologi i Grundfos, og forinden var over 15 år hos Nokia. Som RTX’ topchef forventer han at kombinere sin lederviden fra Flügger med erfaringerne fra Grundfos.
Peter Røpke tiltræder som administrerende direktør i RTX senest den 1. december 2016. Han overtager posten efter CFO, Jacob Vittrup, der har været konstitueret som midlertidig administrerende direktør siden Flemming Hynkemejer forlod posten sidst i 2015.