Soldater skyder på opfindelse fra dansk håndboldlegende
Erik Veje Rasmussen har udviklet træningsredskabet Fitlight, der bruges til skydetræning i flere lande
Fitlight Trainer består af en række lysende trådløse sensorlamper, formet som små diskosskiver. Man vælger selv, hvordan sensorlamperne placeres, og i hvilket tempo de lyser. Når sensoren bliver berørt, skiftes der til en anden sensorlampe i et defineret interval.
Store sportsklubber som fodboldklubben Liverpool FC og basketballklubben New York Knicks er blandt brugerne af Fitlight. Oprindeligt var Fitlight nemlig udviklet som træningsredskab til elitesportsudøvere, men bruges i dag til skyde- og præcisionstræning af amerikanske soldater, skoler, rehabilitering af handicappede og mange andre. Systemet bruges også af topfodboldklubber som Liverpool og Manchester United.
Sensorlamperne kodes til at lyse i forskellige farver og fungerer som mål for udøveren, der skal aktivere og deaktivere disse afhængig af træningsrutinen.
- Forleden var jeg ude på en skole, og undervejs i besøget fandt læreren og børnene på flere forskellige spil på en enkelt dag. Konceptet er så simpelt, at det har uanede anvendelsesmuligheder, siger Erik Veje Rasmussen.
Manden, som de fleste danskere kender for sin fortid på det danske håndboldlandshold, står for den kreative udvikling af Fitlight, mens hans canadiske partner, Derek D’Andrade, fra Toronto står for den forretningsmæssige del af Fitlight.
Robust plast som skydeskive
Fitlight-systemet bruges i dag blandt andet på officersskolen West Point i USA, de amerikanske marinestyrker og flyvevåben, samt af specialtropper i både det canadiske og australske forsvar.
- Jeg startede med at udvikle et træningsredskab til elitesportsudøvere, men nu bliver systemet brugt i alle mulige og umulige sammenhænge. Jeg havde ikke lige regnet med, at det ville blive en del af skydetræningen på West Point Military Academy. Faktisk er der også ammunitionsforhandlere, der sælger Fitlight sammen ammunition, siger Erik Veje Rasmussen.
Softwaren bag Fitlight er udviklet af det århusianske ingeniørfirma Moto Muto, mens plastfirmaet SP Moulding, der producerer sprøjtestøbte præcisions-komponenter, står for produktion af selve plast-komponenterne.