Kommentar: Industri 4.0 - nu som virkelighed
På Hannovermessen viste mange leverandører komponenter, der er klar til at kommunikere. Så Industri 4.0 er kommet tættere på.
Alle de store automationsfirmaer havde bud på Industri 4.0-løsninger. Som for eksempel hos Schneider Electric, hvor alle nye komponenter nu kan kommunikere. Det samme gjaldt sensorproducenter som Pepperl+Fuchs. Selv svejsemaskiner bliver nu "intelligente" og kan opsamle alle former for oplysninger.
Det som tidligere kunne lyde som nogle luftkasteller om fremtidens produktion, er blevet meget mere konkret. Komponenter kan tale sammen, og man kan samle data og analysere dem til gavn for produktionen.
Om det så er på virksomhedens egen server eller i den meget omtalte "cloud".
For en ellers skeptisk sjæl kan alle bestræbelserne i Hannover faktisk godt ligne en tegning af en fremtidig industriproduktion, hvor data bliver opsamlet og brugt systematisk. En fremtid, hvor man også i meget højere grad vil kunne styre produktion af nogle få styk, og hvor produktionsmaskiner og robotter selv kan administrere at skifte fra den ene produktion til den anden.
Risikoen for den mindre virksomhed er, at man drukner i data. Men fornuftigt administreret vil man kunne nå langt i retning af en produktion, hvor maskineriet selv sørger for at producere i 100 styk eller ned til ét styk. En produktion, hvor maskinerne også selv fortæller, når et bor eller et fræseværktøj er blevet slidt ned, og derefter sender bud efter et nyt bor i et automatisk lagersystem, hvorefter AGV’en kommer med boret til maskinen.
Set fra smedenes og industriteknikernes side kan det godt lyde som en trussel mod gode arbejdspladser.
Men set fra Danmark og de vestlige lande kan Industri 4.0 absolut godt blive en vinder-recept.
Det kan være Danmarks chance for at udvikle en smartere produktion, som langt kan overgå en mere træg og manuel produktion i Østeuropa eller Kina, og dermed give os en konkurrencefordel.