23948sdkhjf

Danske virksomheder i front på konkurrencen om fremtidens materialer

Dansk medfinansiering af røntgenstråleanlægget MAX IV giver danske virksomheder mulighed for at få en førerposition indenfor udvikling af nye, avancerede materialer.
Holdbare, stærke, miljøvenlige, ressourcebesparende, genanvendelige… Kravene til fremtidens materialer er mange og de virksomheder, som kommer først med at udvikle og tage nye materialeløsninger i brug, kommer også til at stå stærkest på markedet.

Nu får danske forskere og virksomheder en enestående mulighed for at få et forspring i konkurrencen. Ved forskningslaboratoriet MAX IV i Lund i Sverige bygger Danmark sine egne to målestationer, tilsammen kaldet DanMAX, hvor danske forskere og virksomheder har råderet over havdelen af arbejdstiden uden at skulle konkurrere med udenlandske brugere.

- Det er en helt ekstraordinær mulighed, at vi nu får let adgang til en unik facilitet i verdensklasse der endda ligger så tæt på Danmark. Med DanMAX og oprettelsen af industriportalen LINX på DTU, AU og KU er det målet at accelerere dansk materialeforskning til et helt nyt niveau, herunder ikke mindst at løse konkrete problemstillinger for en bred vifte af danske virksomheder, forklarer professorerne Bo Brummersted Iversen, Henning Friis Poulsen, og Robert Krarup Feidenhans’l som sammen står bag DanMAX.

Ser store muligheder for dansk erhverv
Det koster knap 100 mio. kr. at bygge DanMAX, hvoraf 78 mio. kr. finansieres af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Københavns, Aarhus og Danmarks Tekniske Universitet samt af Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Det resterende beløb finansieres af MAX IV. De to regioner ser store muligheder i MAX IV og den kommende danske målestation:

- Region Midtjylland er interesseret i, at de midtjyske virksomheder på særlige styrkepositioner har adgang til forskning og udvikling inden for den meget specialiserede materialeteknologi. På længere sigt er det ikke mindst relevant for fødevare- og energivirksomheder, siger Midtjyllands regionsrådsformand, Bent Hansen.

Et kig ind i materialernes usynlige indre
MAX IV bliver verdens mest avancerede røntgenstråleanlæg af sin størrelse og er specifikt dedikeret materialeforskning. Som en del af synkrotronen vil der være forskellige målestationer, hvor røntgenstrålingen kan bruges til forskellige typer af materialeundersøgelser.

DanMAX-udstyret skal bla. bruges til at lave tredimensionelle billeder af materialer, både statiske og over tid. Det betyder, at forskerne kan opnå en langt bedre forståelse af, hvad der sker i de indre, usynlige dele af materialerne, fx mens de bliver udsat for forskellige påvirkninger. Eksempelvis kan man undersøge, hvor og hvordan et brud i en vindmøllevinge udvikler sig, mens vingen udsættes for belastning eller hvordan insulin fordeler sig i huden under indsprøjtningen. DanMAX kan også bruges til at studere molekyler og kemiske processer helt ned til de enkelte atomer.

Med DanMAX sikres ikke alene dansk adgang til MAX IV. Med neutronkilden European Spallation Source (ESS) som nabo, sikres også en oplagt mulighed for komplementaritet mellem brugen af MAX IV og ESS af stor relevans for danske virksomheder og forskere. Når ESS åbner i 2019 bliver den verdens kraftigste neutronkilde til forskningsbrug og vil gavne et bredt spektrum inden for forskning og videnskab, fra biovidenskab til byggematerialer, og fra bevarelse af kulturarv til magnetisme.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094