23948sdkhjf

Printproducent holder kursen

Horsens-firma præsterede endnu et millionoverskud i 2015, hvor arbejdsgangene blev effektiviseret.
Print Production i Horsens kom gennem 2015 med et overskud, som var vokset til 2,3 millioner kroner efter skat. Igen, igen fristes man til at sige om millionoverskuddet, for det er sjette år i træk, at printpladeproducenten kan fremvise flotte, sorte tal på bundlinjen.

- Hvis man ser på resultaterne de seneste fem år, ligger vi med et overskud på mellem 1,5 og 3 millioner kroner. Så det er ikke fordi, at der er sket noget nyt, men fordi vi er en veldreven virksomhed, der har styr på omkostningerne, lyder forklaringen fra administrerende direktør Bjarne K. Jensen til Electronic Supply.

Ser man fremad, er der også udsigt til, at Print Production holder kadencen i 2016. De første tre måneder ligger således på samme niveau som sidste år.

Medarbejderne får det til at fungere
Effektiviseringer i arbejdsgange og bedre udnyttelse af ressourcerne hen over det seneste års tid har været medvirkende til, at der kom et bedre resultat, lyder det også fra Bjarne K. Jensen.

Eksempelvis er man gået fra at køre med toholdsskift til et udvidet dagskifte. Det er muligt, fordi de ansatte selv får det til at fungere.

- Medarbejderne er meget fleksible og kan varetage mange processer, og de styrer det selv, så der ikke mangler en til at tage over, lyder direktørens rosende ord.

Kontrol på eget laboratorium
Print Production har pt 20 ansatte på fabrikken i Horsens, hvor man har 4.000 kvadratmeter under tag.

Egenproduktion til små serier og prototyper samt dag til dag levering udgør hovedparten af forretningen – omkring 70 procent. De resterende cirka 30 procent er import fra to producenter i Kina, som bliver solgt videre til volumenproduktion hos danske kunder.

- Vi henter selv printene ind og kontrollerer kvaliteten inden de kommer ud til kunderne, siger Bjarne K. Jensen som forklarer, at Print Production på eget laboratorium dagligt foretager mikroslib til kontrol af kobbertykkelsen i huller på printet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094