Dansk erhvervsliv tøver overfor droneteknologien
Men potentialet for dansk droneteknologi er stort, viser den første danske kortlægning af brug af droner professionelt i Danmark.
I Danmark har Teknologisk Institut med støtte fra Forsknings- og innovationsstyrelsen og Innovationsfonden taget fat på flere udviklingsprojekter om droner – fx om brug af droner til landbruget og for at udvikle dansk teknologi til verdensmarkedet for droner. Det drejer sig blandt andet om udvikling af avancerede måle- og sensorsystemer til at udvide værdien af drone-optagelser fra luften, 3D printede letvægtsdele til droner og udvikling af højteknologiske hybrid energisystemer, som kan holde droner længere tid i luften.
- I Danmark er vi stærke til kombination af flere teknologier. Det har vi vist både med udvikling af robotter og nye materialer. Vi kommer til at arbejde med integration af teknologi, som kan tilføre nye egenskaber til droner - og som derfor kan understøtte nye forretningsmuligheder for danske virksomheder som teknologi-leverandører til droner, siger direktør Anne-Lise Høg Lejre, Teknologisk Institut.
Dansk erhvervsliv holder igen
I Danmark går udviklingen mere trægt. Indtil videre er det især mediebranchen, som har taget brugen af små ubemandede flyvende droner til sig. Det viser den første danske kortlægning af brugen af professionelle civile droner, foretaget af Teknologisk Institut. Kortlægningen viser, at 45 procent af de 249 virksomheder, der er identificeret som brugere af droner i Danmark, er medievirksomheder.
- Dronerne bliver i første omgang især anvendt til foto og videooptagelser. Men de internationale erfaringer viser, at der er langt flere anvendelsesmuligheder for civile droner. Her har vi kun set begyndelsen i Danmark. Det er klart et marked i bevægelse, og flere virksomheder kommer i det kommende år til at skabe forretning ved at udnytte drone- teknologi til fx overvågning, sikkerhed, logistik, kontrol, opmåling, underholdning mv., siger centerchef Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut.
Ifølge kortlægningen kommer arkitekt- og ingeniørvirksomheder ind på andenpladsen med 9 procent, mens kategorien undervisning, videnskabelig forskning og udvikling kommer ind på tredjepladsen med 7 procent af de identificerede professionelle brugere af droner i Danmark.
Læs hele rapporten Kortlægning af droner i Danmark her.