Mobil robot kan blive mejeriets buddreng
Op til halvdelen af personalets tid på et Arla-mejeri spildes på transport. Mobile robotter kan nedbringe spildtiden, men det er ikke uden udfordringer. Arla har testet mulighederne.
Det er sket i et såkaldt proof-of-concept for brugen af den næste generation af mobile robotter på Arlas kombinerede mejeri og ferskvarelager i Slagelse. Projektdeltagerne har været Arla, Robocluster, DTU, Teknologisk Institut og Mobile Industrial Robots.
Brugen af mobile logistikrobotter – også kaldet AGV (automated guided vehicles) – er langt fra ny, heller ikke hos Arla, men udfordringen er at få udviklet billigere og mere fleksible teknologier, fortæller Arlas projektleder Jens Christian Neimann-Platz.
- Fleksibiliteten skal være højere og installationsomkostningerne billigere, før man overhovedet kan forsvare at lave sådan en investering. Udfordringen har været, at de AGV’er, som vi har set indtil nu, har været relativt store, tunge og dyre systemer, som er svære at tilpasse til eventuelle nye behov i produktionen.
Masser af udfordringer
I Arlas konkrete tilfælde er guleroden en væsentlig reduktion af den tid, som mejeriets medarbejdere bruger på ikke-værdiskabende transport frem og tilbage på lageret. Anslået 30 til 50 procent af medarbejdernes tid går med sådanne transportaktiviteter.
Men den slags teknologiske spring tager man selvfølgelig ikke uden et vist tilløb. Og udfordringer er der nok af, har projektet vist.
For det første er der den helt lavpraktiske udfordring i at få en robot til at køre på glatte overflader i et så koldt miljø som et mejeri med store temperaturudsving. For slet ikke at tale om at robotten skal programmeres så intelligent, at den selv kan navigere i et dynamisk miljø med masser af mennesker omkring sig.
Men derudover er der også integrationen med mejeriets IT-system, herunder ERP-systemet. I Arlas tilfælde er det eksempelvis en væsentlig udfordring, at koncernen har forskellige IT-systemer på sine forskellige mejerier.
Åbner nye horisonter
Til projektet i Slagelse er der blevet anvendt en MIR100-robot fra den danske producent Mobile Industrial Robots. Det er en robot med seks hjul og en maksimal hastighed på 5,4 kilometer i timen.
Den højere grad af fleksibilitet åbner op for nye muligheder, lyder det fra Jens Christian Neimann-Platz.
- Der er masser af steder i produktionen, hvor sådan en robot kunne sættes ind, fordi den er mindre og lettere at installere end mange AGV’er. Så vi skal til at overveje muligheder, vi ikke har set før.