E-16 er klar med årets tema
IoT - Internet of Things - kommer til at gennemsyre både Innovation Zone, de faglige seminarer og foredrag ved elektronikmessen E-16.
IoT er valgt som årets tema for at favne hele elektronikbranchen. Området er interessant for både udstillere og besøgende til E-16, som består af bred vifte af leverandører af komponenter, test- og måleudsyr, produktionsudstyr, softwareværktøjer samt udviklings- og produktionsservices og meget andet.
- Det smukke ved IoT er, at der ret beset ikke er tale om én applikation eller protokol, men snarere rigtig mange. Fællestrækket er den cloud-baserede automatiske kommunikation mellem elektroniske produkter eller produkter, der aldrig oprindeligt var tænkt som elektroniske. Vi har endnu kun set toppen af isbjerget, og netop derfor er det et meget interessant tema, siger Per Bach, faglig konsulent på E-16.
Forventer det højeste faglige tema-niveau i messens historie
Under E-16 vil flere eksperter, virksomheder og foredragsholdere øse ud af deres erfaring om IoT, om produkter, regler og udvikling. Der vil også være fokus på, hvordan man lettest sikrer sig, at et design bliver fejlfrit og velfungerende fra starten. Dette vil finde sted i Innovation Zone og til de mange faglige seminarer, som E-16 snart løfter sløret for.
Til årets elektronikmesse vil de besøgende også få mulighed for at få en snak med udstillerne om, hvordan de allerede benytter eller implementerer IoT. Udbydere af komponenter, systemer, udviklings-kits og lignende hardware vil vise, hvordan man lettest få implementeret den rigtige kommunikationsprotokol i produkterne. Derudover vil de forskellige distributører af test- og måleudstyr stå klar for at vise, hvordan man verificerer sine designs og produkter.
- Vi har i år haft et stort fokus på at løfte den faglige del af E-16, og det tegner det rigtig godt. Vi forventer det højeste faglige tema niveau i messens historie. Målet er at sikre og tiltrække flere udstillere og besøgende til messen i 2016. Vi har samlet et stærkt hold bag messen i form af vores messekomité og tilknytning af Per Bach som facilitator for den faglige del, fortæller projektchef Iben Malling fra Odense Congress Center.