23948sdkhjf

Europæisk partnerskab skal styrke dansk robotindustri

Nyt EU-finansieret robotpartnerskab står nu klar til at hjælpe danske robot- og produktionsvirksomheder med viden, netværk og finansiering.
Fire vidensinstitutter på tværs af Europa - med danske Teknologisk Institut i spidsen - er gået sammen om at tilbyde konsulentbistand til virksomheder, som ønsker enten at udnytte robotteknologi i deres produktion eller udvikle ny robotteknologi til markedet - uden omkostninger for virksomhederne. Initiativet har de kaldt Robott-Net.

- Initiativet skal kombinere de europæiske kompetencer inden for robotteknologi, så danske virksomheder også kan få gavn af vores tyske, spanske og britiske robotkollegers viden og erfaring, siger centerchef og projektkoordinator Kurt Nielsen fra Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.

Han henviser til undersøgelser, som dokumenterer, at virksomheder, der investerer tid i udvikling og internationalt samarbejde, har et større overskud end andre virksomheder.

Robott-Net er finansieret af EU, som har store forventninger til dette nye initiativ, der skal styrke robotteknologiudviklingen og konkurrenceevnen for den europæiske fremstillingsindustri.

- Denne hjælp handler dog ikke udelukkende om teknologiudvikling – men også om at udvikle et forretningsgrundlag, formidle kontakt til relevante investorer og så videre. Vi skal hele vejen rundt, så vi kan forbedre produktionen, bringe nye idéer til markedet og øge konkurrenceevnen, siger projektleder Milad Geravand fra det tyske institut Fraunhofer.

Konkret får 64 udvalgte virksomheder tilbudt en voucher på cirka 400 timers konsulentbistand. Af de 64 virksomheder vil otte senere blive udvalgt til at få videre udviklingsstøtte til en værdi af mere end 150.000 euro plus 3.500 konsulenttimer fra de fire partnere.

- Alle med en konkret idé, udfordring eller udviklingsprojekt relateret til industriel robotteknologi eller servicerobotter kan søge om støtte i Robott-Net. Store fremstillingsvirksomheder, garage-startups og alle imellem er kvalificeret, siger Kurt Nielsen, der satser på, at projektet vil udklække en række nye, spændende robotprodukter til markedet.

Til at skyde projektet i gang inviterer Teknologisk Institut i Odense til et Open Lab-arrangement onsdag den 11. maj 2016. Man kan her få mulighed for at høre mere om sin virksomheds muligheder for at blive en del af Robott-Net samt få et syn for nutidens mest banebrydende industrielle robotteknologier, som bliver udviklet i de danske og europæiske robotlaboratorier.

Robott-Net består af Teknologisk Institut fra Danmark, Fraunhofer IPA fra Tyskland, Tecnalia fra Spanien og MTC fra Storbritannien. Projektet er finansieret af EU.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093