Zepto starter internationalt franchisekoncept
Zepto lancerer i dag et franchisekoncept, der skal sikre, at virksomhedens produkter kommer helt ud til forbrugerne i de vigtigste storbyer i Europa.
- Begge vores Concept Stores har haft langt flere besøgende end forventet og har kørt med solide overskud lige fra starten. Årsagen er, at mange forbrugere selvfølgelig gerne vil opleve og afprøve vores produkter, inden de beslutter sig for at købe. Endvidere oplever vi, at butikkerne styrker vores brand, og det er samtidig et effektivt udstillingsvindue for vores nye designer tv og bærbare pc'er, siger Lasse Frost, CEO hos Zepto A/S.
Zepto er fra i dag klar med et skræddersyet butikskoncept, som udbydes på franchisebasis, og der er allerede reserveret lejemål i Århus og Lyngby.
- Vores mål med franchisekonceptet er at få vores LCD tv og bærbare computere så tæt ud til forbrugerne som muligt. Vi kan tilbyde de kommende franchisetagere et stærkt koncept med kvalitetsprodukter med den nyeste teknologi til markedets bedste priser. Det vil sikre en sund forretning med en stabil og høj indtjening. De foreløbige erfaringer fra vores egne butikker er, at hver ny butik som minimum vil generere et årligt dækningsbidrag på ca. 2,5 mio. kr., siger Lasse Frost.
Franchisekonceptet er også et vigtigt element i Zepto's internationale strategi. Allerede nu er Zepto i gang med forhandlinger om egnede lejemål til de første internationale Concept Stores i Stockholm, Oslo og Hamborg.
Kilde: First North