Nyansættelser i elektronikbranchen
Læs i dag om nye medarbejdere hos Circle Consult, Omron Electronics, Prevas og Universal Robots.
Circle Consult har ansat Bo Fisker Præstegaard som system ingeniør i afdelingen i Aarhus. Han er uddannet på Ingeniørhøjskolen og har mange års erfaring med radar systemer, HW design, FPGA design, MCU design, high speed digital design og PCB layout.
Bo Fisker Præstegaard har tidligere været ansat hos Danfoss og DHI.
Omron Electronics
Tord Käck er blevet udnævnt til Nordic General Manager hos Omron Electronics.
Tord har årtiers erfaring fra automationsbranchen. De seneste tre år har han egen konsulentvirksomhed og har inden da ledende stillinger hos bl.a. FANUC, Bosch Rexroth og Schneider Electric.
Geografisk vil Tord være placeret på Omrons svenske kontor i Kista, men han vil også bruge en stor del af sin tid hos salgsorganisationerne i Danmark, Finland og Norge.
Prevas
Prevas har ansat Software Developer Kasper Revsbech til afdelingen i Aarhus, hvor han bliver en del af Prevas’ Industrial Linux-team.
Kasper er uddannet Civilingeniør i Elektronik ved Aalborg Universitet og har været PhD studerende indenfor emnet ”Opstilling af deterministiske modeller for Ethernet og specielle switche”. Han kommer fra en stilling hos Intelligent Systems, hvor han arbejdede med bla. high-level controls software og netværksløsninger.
Universal Robots
Per Kloster Poulsen er ny Area Sales Manager hos Universal Robots med ansvar for Skandinavien og Storbritannien.
42-årige Per Kloster Poulsen er oprindelig fra Thy, hvor han startede som sælger i en lokal virksomhed, som senere blev opkøbt af et amerikansk firma. Per Kloster Poulsen fulgte med og fik ansvaret for salg i blandt andet Skandinavien. Det er også denne region samt England, Irland og Skotland, hvor han nu i samarbejde med forhandlere skal sikre fortsat vækst i salget for Universal Robots.
Automation og robotter har han i forvejen solid erfaring med fra sin 21-årige salgskarriere hos virksomheder som Pedax Maschinebau, Lelycenter Viborg og Duotex.