23948sdkhjf

Servodan skaber kunstigt dagslys

Den sønderjyske virksomhed Servodan står bag verdens første intelligente trådløse lysstyringskoncept baseret på anvendelsen af LED-belysning.
Sønderborg-virksomheden Servodan har, som den første i verden, præsenteret et intelligent lysstyringskoncept, som bringer dagslyset ind i selv de mørkeste kroge af alle former for byggeri. I første omgang er målgruppen kontormiljøer og offentlige bygninger.

Løsningen, der er baseret på trådløs kommunikation og anvendelsen af LED belysning, har vakt betydelig international opsigt, fordi det for første gang er lykkedes at bringe udelysets farvekvalitet ind i byggeriet, samtidig med, at der skabes en dynamisk virkning i rummet. Produktet er et resultat af seks års analyse- og forskningsarbejde.

De kommende måneder vil Servodan være i tæt dialog med en række af verdens største armatur-producenter om levering af det intelligente lysstyringskoncept, som på sigt kan udbygges med CO2 sensorer til måling af luftkvalitet. Får Servodan den ventede succes, kan den umiddelbare effekt betyde etableringen af mellem 150 og 200 nye arbejdspladser.

Udfordring
LED-teknologien betragtes som fremtidens belysning. De små lysdioder har en lang holdbarhed, kræver ikke megen energi og er i dag fem gange mere effektive end almindelige glødelamper. Lysdioder vil inden for de næste 20 år stå for op til 47 % af det samlede belysningsmarked i USA.

Servodan har i udviklingen af konceptet arbejdet tæt sammen med chefen for instituttet ENTPE-CNRS ved Universitetet i Lyon, direktør og professor Marc Fontoynont, der er manden bag LED-belysningen af blandt andet det verdensberømte maleri af Mona Lisa og lyset på Eiffeltårnet i Paris. Center for Software Innovation (CSI) i Sønderborg står bag rådgivningen omkring blandt andet styringens softwarestruktur. Konceptet overholder Lysteknisk Selskabs anbefalinger for rigtigt lys, Energi Sparefondens retningslinjer samt Statens Byggeforsknings Instituts definitioner af sundhed på arbejdspladsen.

Blå himmel og vinduer i mørke kælderrum
Servodan løsningen består af en række sensorer og en kontroller, der styrer lyset i de LED armaturer, som enten er placeret i loftet eller på væggen. Kommunikationen mellem sensorer og kontroller er trådløs og kræver derfor ingen tekniske installationer. Løsningen styres fra en kontroller, der kan driftsprogrammeres trådløst fra en PC.

Det der gør den intelligente lysstyring komplet, er det samarbejde, som Servodan har med det franske armaturfirma Windauga. Det har udviklet et tredimensionelt armatur, der i formatet 60x60 cm, er udformet som et Dannebrogsvindue. Et smukt tredimensionelt billede af et landskab baggrunds- eller sidebelyses af lysdioder. Det er også muligt fra arbejdspladsen at vælge høj solskin, overskyet eller andre af de forprogrammerede vejrscenarier. Lysstyrken i armaturvinduet kan styres afhængig af, hvad man arbejder med. Placeres armaturet i loftet, kan det forsynes med en næsten skyfri himmel.

Kilde: Servodan

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078