Radar skal stoppe generende blink fra vindmølletestcenter
Det blinker konstant fra lysmasterne på testcentret i Østerild - til gene for naboerne. Nu skal en radar stoppe blinkene.
De kraftige lysglimt fra de 250 meter høje master på testcentret har faktisk medført flere klager fra naboerne end testmøllerne selv. Men nu sker der noget, fortæller vicedirektør Peter Hjuler Jensen fra DTU Vindenergi.
- Vi har gjort en plads klar til en ny radar ved testcentret, og den vil blive sat op en af de nærmeste dage, siger vicedirektøren til DR P4 Midt & Vest.
Den ny radar står fire kilometer vest for testcentret og skal overvåge flytrafikken i området.
Hvis et fly kommer indenfor en grænse på fem til 10 kilometer fra de høje møller, så skal radaren sætte lysmasterne i gang. På den måde undgås det, at de står og blinker hele tiden.
- Det er første gang herhjemme, at man laver radarstyring af lysmaster. Derfor har det taget så lang tid, siger Peter Hjuler Jensen til DR P4 Midt & Vest.
- Vi tør jo slet ikke tænke på, hvad der kan ske, hvis systemet ikke virker. Derfor har vi været meget grundige, siger han til DR P4 Midt & Vest.
Når radaren er oppe vil DTU Vindenergi lave førsøg hen over sommeren, hvor lysmasterne slukkes i perioder.
Om alt går vel, så bliver det i september eller oktober, at nattehimlen igen bliver mørk over Østerild Klitplantage.