1.000 unge til teknologiens egen kulturnat
Onsdag den 6. februar inviterer 104 danske it-virksomheder danske gymnasieelever indenfor til et kig bag kulisserne i it-erhvervet.
Antallet af deltagende virksomheder slår tallet fra sidste år, og endnu flere unge end i fjor ventes at deltage i it-natten. I 2007 var 1.000 unge med.
- Alt for mange unge ved ikke, at man kan gøre en stor og spændende karriere, hvor man kan komme ud i verden og komme til at arbejde med et bredt spektrum af vigtige samfundsmæssige opgaver, siger Tom Togsverd, branchedirektør i ITEK.
I it-natten vil de unge på i alt 54 ture landet over møde rollemodeller i 104 it-virksomheder – fra de multinationale Microsoft, Oracle og IBM til de lokale spillere: Bankdata, Systematic, Ecco mv.
It-natten er et forsøg på at få bugt med den akutte mangel på arbejdskraft i faget. I Danmark uddannes knap 1.000 med en videregående it-uddannelse om året – og det er alt for lidt til at mætte branchens efterspørgsel. I dag opslås ca. 100 nye jobs inden for it pr. dag.
Danmark taber i øjeblikket penge på jobmanglen inden for it. Beregninger fra organisationerne bag it-natten viser, at Danmark p.t. mister ordrer og opgaver for op mod 4 mia. kr. inden for it-området.
Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk