23948sdkhjf

Gennembrud for DTU-opfindelse

Danmarks Tekniske Universitet har udviklet en simpel spray, der kan bekæmpe korrosion i elektronikindustrien. Danfoss Power Electronics har som nogen af de første taget produktet til sig.
En gel med farveindikator, der opvarmes i en mikrobølgeovn og sprayes på printkort for at spore flussyrerester. Det lyder måske som science fiction, men det er den verdensnyhed, der skal hjælpe elektronikproducenter til færre reklamationer. Elektronikproducenter kan nemlig, ifølge opfinderne, sprøjte sig til en forbedret produktkvalitet og dermed undgå reklamationer, der skyldes flusrester, på grund af korrosion i elektronikprodukternes serviceperiode.

Hos Danfoss Power Electronics har man med begejstring taget den nye opfindelse ”EC Rat” i brug. Her har man anvendt og anvender stadig EC Rat i forbindelse med analyse af nye print og komponenter fra leverandører samt fejlfinding efter aggressive gastests, fugttests og markedsfejl.

- EC Rat giver en meget hurtig analyse - kun timer sammenlignet med dage, som bruges til konventionelle analysemetoder af flusforureninger på print, hvor det i praksis er umuligt at skelne visuelt mellem tinforurening og flusrester. Ved hjælp af et farveskema angives mængden af forurening, og vi kan med EC Rat sammenligne flusforureningen på modtagne print med, hvad der er specificeret i indkøbsgrundlaget, siger Jørgen Stenstrup, manufacturing process expert, Danfoss.

Det er for Danfoss Power Electronics af afgørende betydning, at man under løbende produktion og inspektion af print fra underleverandører kan analysere i løbet af meget kort tid. Der er nemlig stor forskel på tiltagene for udbedring af fejl, om hvorvidt der er tale om flusrester eller tinforurening. Kan man påvise mange flusrester på nye print, er der stor risiko for korrosionsskader i fugtige miljøer hos kunderne. Tinforurening kan påvises i SEM, men flusforurening er langt mere almindeligt.

De danske forskere, der har udviklet det patenterede værktøj er da heller ikke i tvivl om, at opfindelsen vil få stor betydning for elektronikvirksomheder verden over.

- Vi har fået meget positiv respons fra de elektronikvirksomheder, vi har solgt produktet til. Elektronikbranchen har længe efterspurgt en løsning på korrosion. Det er nu lykkedes os at knække koden til fordel for elektronikproducenter, deres kunder og ikke mindst slutbrugere, der vil opleve bedre elektronikkvalitet end tidligere, lyder det fra universitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142