Aalborg CSP øjner muligheder i add-on-koncept
Aalborg CSP har flyttet sit fokus en anelse - fra det store udland til også at se Danmark som et land med potentiale for virksomhedens solfangere.
Første spadestik til virksomhedens første kommercielle anlæg på dansk grund er netop taget, og ifølge Anne Kvist fra Aalborg CSP skal det danne grundlaget for et nyt koncept, der skal udbredes i Danmark.
- Vi vil gerne rykke lidt på grænsen for hvornår man anser Danmark som værende fyldt med solfangere, siger hun til Electronic Supply og fortsætter:
- Derfor arbejder vi med et add-on-koncept, hvor vores CSP-solfangere skal installeres sammen med de eksisterende plane solfangere. På den måde kombinerer vi teknologierne, og kan langt bedre udnytte solens stråler i månederne før og efter sommeren. Kombinationen af de 2 solfangertyper giver mulighed for regulering af produktionen samt højere temperaturer og gør dermed lagerbehovet mindre.
Kan snildt anvendes andre steder
Ved virksomhedens første kommercielle anlæg på dansk grund i nordjyske Tårs vil kombinationen af teknologien fra Arcon Solars plane solfangere og Aalborg CSPs buede solfangere øge anlæggets ydeevne betragteligt. Noget der også vil være en mulighed andre steder i Danmark.
- Det betyder slet og ret at hver teknologi og hver eneste del af anlægget får lov til at gøre det, den gør bedst, forklarer Anne Kvist og fortæller at CSP-solfangere snildt kan kobles på andre anlæg rundt om i Danmark.