InnovationsFonden skyder 1,5 millioner i ny mobiltelefon
Nyt forskningsprojekt vil udvikle avancerede værktøjer til effektforstærkerdesign, der kan blive nøglen til at udvikle nye mobiltelefoner, der kan levere både høj data-rate og lang tid mellem batteriopladninger.
Både industrien og den akademiske verden har i de sidste 15 år været stærkt engageret i forskning med henblik på at udvikle højeffektive sendertopologier. En af de mest lovende topologier, Envelope Tracking, ET, senderen, kan typisk forbedre virkningsgraden op til 25 procent-point, men det øger systemets kompleksitet dramatisk. Forbedringen ved brug af ET-sendere skyldes et forsyningsspændingskredsløb, der følger signalvariationen. Det kan dog medføre specifikke dynamiske forvrængningsfænomener, der er vanskelige at modellere og kompensere for med de eksisterende state-of-the-art effektforstærkermodeller.
AAU og Agilent tager i dette projekt fat i denne problemstilling gennem udvikling af avancerede effektforstærker karakteriserings- og modelleringsværktøjer. Målet er en nøjagtig gengivelse af ET-senderens dynamiske forvrængning. Herved kan senderen designes, så forvrængningen undertrykkes, og en god energieffektivitet bevares. Desuden vil det muliggøre et betydeligt hurtigere designflow af ET-senderen.
Projektaktiviteterne vil stå i spidsen for udviklingen af en innovativ måleplatform med stor målebåndbredde, stort dynamikområde og præcis kalibrering samt opfindelse og validering af en multi-variabel dynamisk model for ET-sendere. De udviklede karakteriserings- og modelleringsværktøjer vil blive valideret gennem et ET-referencedesign.
Projektet hat et samlet budget på 2,9 mio. kr. og løber over tre år.