Danfoss udvider solcelle-samarbejde
Danfoss og tyske SMA Solar Technology AG har nu underskrevet aftalen om at skabe en af verdens største converter-alliancer.
- Danfoss er meget succesfuld inden for markedet for frekvensomformere. Dette marked har i mange år været karakteriseret af intens konkurrence. Som følge heraf har det været Danfoss’ strategi løbende at bringe omkostningerne ned ved hjælp af globalt indkøb og teknologisk innovation. Vi vil drage nytte af disse erfaringer samt af skalafordelene og dermed styrke vores ledende position på det globale solcellemarked. Vi vil accelerere innovationsprocesserne gennem samarbejde og systematisk nedbringe produktionsomkostningerne, forklarer SMA’s administrerende direktør Pierre-Pascal Urbon.
- Desuden vil vi med overtagelsen af Danfoss’ solar inverter-forretning blive endnu bedre i stand til at betjene det hastigt voksende segment for mellemstore solcelleanlæg i Europa, USA og Asien, tilføjer han.
- Det strategiske partnerskab er økonomisk attraktivt for begge selskaber. Sammen med SMA vil vi nu skabe en af verdens største inverter-alliancer. I de kommende år kommer Danfoss i høj grad til at drage fordel af den samlede indkøbskraft og de høje vækstrater i solcelle-branchen. Synergien ved fællesindkøb forventes fra 2015 at spare begge selskaber for tocifrede millionbeløb årligt målt i euro. Derudover ønsker vi med en 20 procents ejerandel i SMA at fortsætte vores engagement på solmarkedet og få andel i sektorens vækstpotentiale på mellemlang og lang sigt, siger Niels B. Christiansen, administrerende direktør og CEO hos Danfoss.
Pierre-Pascal Urbon og Niels B. Christiansen lægger vægt på, at partnerskabet vil blive implementeret lige så hurtigt som de forudgående forhandlinger om aftalen.
Danfoss erhverver 6,94 millioner SMA-aktier til en samlet pris på 302,4 mio. euro (knap 2,3 mia. kr.) eller 43,57 euro per aktie. Aktieandelen på i alt 20 procent erhverves fra grundlæggerne, deres fonde og øvrige. Danfoss vil hverken sælge eller købe SMA-aktier i en periode på mindst to år.