23948sdkhjf

De blev købt og solgt i året der gik

Der var masser af salg og opkøb i 2024

Året lakker mod enden, og Electronic Supply gør status over 2024.

Som så mange gange før blev der købt og solgt. Nogle virksomheder købte op som led i en yderligere konsolidering, og andre blev solgt til nye kræfter eller gamle kendinge.

Herunder følger et overblik over de handler, vi har skrevet om i løbet af året. Hvis der er noget, vi mangler, kontakt da mhe@nordiskemedier.dk.

Vær opmærksom på, at vi senere bringer et overblik over årets konkurser, hvorfor opkøb efter konkurser ikke figurerer af denne liste.

HP Elektronik-Montage på nye hænder

I marts solgte Michael Ravn størstedelen af sin ejerandel i HP Elektronik-Montage til Jens Løgstrup og Christian Aarosin. Selvom EMS-virksomheden fra Ballerup kom på nye hænder, vil forretningen med CEO Bo Eilskov Knudsen fortsætte i samme spor som hidtil.

- De nye ejere er næsten passive investorer, som har stor interesse i os, fordi de synes, det er spændende. Så mere er der ikke i det, vi bliver ikke splittet til atomer, lød det fra Bo Eilskov Knudsen.

Kohsel tilbage i familien

Et af årets mest markante opkøb fandt sted i oktober, da Morten og Birgit Kohsel igen overtog ejerskabet i familievirksomheden Kohsel.

Transformervirksomheden havde i en årrække været på kapitalfonden Blue Equitys hænder, inden den nu er tilbage i familien. Denne gang har familien fået AMBright ind som medinvestor.

Morten Kohsel fortalte i forbindelse med overtagelsen, at man i det nye ejerskab kan tænke mere langsigtet og i den forbindelse særligt vil styrke sig i forhold til kunderne i grøn omstilling. Læs mere her.

IoT-opkøb i Norge

I oktober købte IoT-virksomheden Develco Products op i Norge, hvor selskabet fik hele smart home-divisionen i norske Datek med i folden.

CEO Karsten Ries fortalte i den forbindelse, at der pågår en konsolidering i IoT-markedet, "og den vil vi tage aktiv del i."

Han fortalte videre, at Develco Products agter at blive en ledende europæisk spiller på markedet, hvor de efter opkøbet har knap 80 ansatte.

Britisk kapitalfond slog kløerne i nordjyder

I begyndelsen af juni blev nordjyske Mydefence, der leverer udstyr til bekæmpelse af droner, solgt til britiske Bridgepoint. CEO Dan Hermansen var en aktiv del af salgsprocessen.

- I starten havde vi 110 interesserede købere, som skulle skæres ned til en. 35 gennemgik vi strategien med, og så fandt vi til sidst én køber, lød det fra Dan Hermansen, der også selv har en mindre ejerandel i virksomheden.

Han fortalte desuden, at han fremover får færre arbejdsopgaver, fordi ledelsen bliver større i kraft af den generelle ekspansion, som Mydefence er i gang med.

Prevas købte samarbejdspartner

I september købte svenske Prevas den aarhusianske virksomhed Design-People. Prevas' danske forretning arbejder med elektronikudvikling, og Design-People beskæftiger sig inden for digital og industrielt design. Dermed har de ofte arbejdet sammen førhen, og det samarbejde vil styrkes fremover, lyder det.

Navnet Design-People består i det nye setup, og direktør Henrik Mathiassen fortsætter i sin rolle. Købsprisen blev ikke offentliggjort. Læs mere her.

Mekoprint fortsatte opkøbsstime

Nordjyske Mekoprint vil vokse både organisk og gennem opkøb, og netop sidstnævnte kom på tale i marts, da selskabet købte Aarhus-virksomheden Metalwo, der producerer betjeningsløsninger og frontpaneler.

Opkøbet bliver en del af graphic electronics-divisionen i Mekoprint, der også omfatter det tidligere Seritronic, som Mekoprint under et år tidligere også opkøbte.

Printplade-selskab solgt til svenskere

Svenske NCAB købte i september den danske printpladevirksomhed Print Production. Det navn blev i samme ombæring lagt i graven, men de ansatte følger med. Frem mod salget havde Print Production lukket sin egenproduktion og var dermed blevet en ren handelsvirksomhed.

Intern handel i høre-land

Demant slog i august kløerne i Dansk Hørecenter, som hidtil havde været ejet af de evige rivaler fra GN Store Nord. Opkøbet var et led i at styrke Demants egen detailforretning, som de fremover vil satse større på. Derimod vil GN fokusere på kerneforretningen i produktion af høreapparater, og derfor skilte de sig af med Dansk Hørecenter.

Købte dataleverandør

Det var en tilfreds CEO i form af Christian Walther Øyrabø, der i august kunne løfte sløret for Ooonos opkøb af "den bedste leverandør på markedet", Cyclops. Ooono er særligt kendt for trafikalarmen co-driver, der skal bruge store mængder data for at fungere efter hensigten. I stedet for at købe dataene, købte de selskabet Cyclops. På sigt vil Ooono måske også selv søsætte en data-forretning, lød det fra Christian Walther Øyrabø.

Flere opkøb

Ovenstående er blot et udsnit. Herunder følger flere opkøb i elektronikbranchen.

Danfoss købte Ampner Oys konverterforretning.

Elektronikdistributøren Cabcon blev solgt til franske Milexia.

Chromaviso blev solgt til Anders Borring - virksomheden gik senere konkurs og blev igen reddet.

Wirtek købte portugisiske Pragmasoft, der leverer IT-services i energisektoren.

Elvarmevirksomheden Newtronic købte Tranex.

Robotvirksomheden Robot Nordic blev solgt til Duroc Machine Tools.

Chemometec købte belgiske Ovizio Imaging Systems.

Zenitech blev solgt til Colombia Mekan, der tidligere på året blev til virkelighed, da svenske Colombia Elektronik købte Mekan.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063