Sats giver problemer: Derfor jagter Asetek vigtige millioner
Ingen rejser penge uden grund.
Det er i grove træk budskabet fra André Sloth Eriksen, stifter og CEO i nordjyske Asetek.
Virksomheden meldte tidligere på ugen ud, at man agtede at rejse op mod 118 millioner kroner, og der blev i samme ombæring sat spørgsmålstegn ved, at der var tilstrækkelig likviditet til de nuværende aktiviteter, såfremt man ikke nåede at rejse et minimum på 60 millioner kroner.
Nu fortæller direktøren til Electronic Supply, at kerneforretningen inden for væskekøling ikke står for skud.
Men i lyset af regnskabsårets tidligere nedjusteringer og svigtende efterspørgsel tjener Asetek ikke nok penge til at dække den ønskede udvikling i virksomhedens andet forretningsben, Simsports.
- Vores vandkøleforretning kører godt og tjener penge. Men efter årets nedjusteringer er den ikke længere stor nok til at dække investeringerne i Simsports, og dem har vi ikke lyst til at stoppe. Så derfor går vi ud og rejser penge, siger André Sloth Eriksen.
Simsports-forretningen blev lanceret for knap tre år siden. Forretningsbenet leverer produkter inden for såkaldt simracing, altså motorsportssimulationer. Det indebærer blandt andet rat og pedaler, der kan bruges til bilspil på computere og konsoller.
André Sloth Eriksen fortæller, at der er nuancer i det udmeldte minimumsbeløb på 60 millioner kroner.
- Hvis vi rejser 58 millioner, så går det nok. Men hvis vi rejser 10 millioner kroner, så får det betydning for Simsports, siger direktøren.
- Men det er meget ekstremt at snakke om at lukke det ned, siger André Sloth Eriksen.
Kan ikke sælge i Elgiganten - lige nu
Simsports udgør fortsat en lille del af forretningen rent omsætningsmæssigt, knap 10 procent. I dag har Asetek stort set kun high-end-produkter i Simsports-forretningen. Han sammenligner med et billigere produkt, som man i Elgiganten kan købe med både rat og pedaler for 2.500 kroner, mens Aseteks nemt kan koste det ti-dobbelte.
- Så hvis vi kun ønskede at blive i high-end, så kunne vi godt lave det til en fin forretning nu. Vores ambition er bare større. Vi vil gerne ud i retail og til almindelige kunder, og det kræver bare investeringer i vores brand. Så de her penge skal bruges på at komme ind på nogle meget større forretningsområder end i dag, siger André Sloth Eriksen.
Udover markedsføring skal der også bruges ressourcer på at udvikle produkter i billigere prisklasser.
- Vi kan markedsføre os alt det, vi vil, men hvis vi står med produkter til 30.000 kroner i Elgiganten, så vil det ikke sælge, siger han.
Samlet forretning ikke truet
Derfor er kapitalrejsningen afgørende for at kunne skalere Simsports-forretningen i det tempo, som André Sloth Eriksen og co. gerne vil, men den i skrivende stund manglende likviditet sætter ikke Aseteks samlede forretning i fare.
- Det truer ikke vores forretning som helhed, men det kan få konsekvenser for vores planer om at entrere markeder og kanaler i Simsports. Og det truer væksten i Simsports, for det vil i så fald ske i et helt andet tempo, siger han.
Og netop udsigten til at opretholde en høj vækst i Simsports - omsætningen voksede fra 2022 til 2023 fra 1,8 til 7,2 millioner dollars - er også en gulerod for at få investorerne til at spytte penge efter den forestående fortegningsemission, der åbner fredag kl. 9.
André Sloth Eriksen fortæller, at der var bred opbakning til at foretage kapitalrejsningen på seneste generalforsamling, og flere store aktionærer - blandt andet pensionskæmpen ATP - har sagt, det er en god idé.
- Helt fundamentalt, så ville vi ikke starte på det, hvis vi ikke troede, det kunne lykkes, siger André Sloth Eriksen.
Fortegningsemissionen løber til 19. december.
Asetek omsatte i 2023 for over 500 millioner kroner. Virksomheden er udover Aalborg til stede i USA, Kina og Taiwan.
Virksomheden er stiftet i 1997 af André Sloth Eriksen.
Der er godt 100 ansatte i Asetek.