Nyt rekordår hos Kamstrup
Kamstrup fremlagde torsdag årsregnskabet for 2012. Hovedlinjerne er, at koncernen på ny leverer et yderst tilfredsstillende resultat og sætter omsætningsrekord.
Stigende markedsandele gav grobund for 80 nye arbejdspladser i 2012, de fleste i udviklingsregi. Dermed er medarbejderstaben vokset med mere end 20 procent over de seneste to år.
Store investeringer i teknologi- og produktudvikling
For at huse de mange nye medarbejdere udvidede Kamstrup med en 3.000 kvadratmeter ny fløj i december. De nye medarbejdere er især indenfor de kompetence- og videnstunge fagområder og mere end 25 procent af medarbejderstaben på i alt godt 800 medarbejdere er beskæftiget med forskning og udvikling.
I den nye fløj udvikles software og styresystemer, som kan effektivisere energiforsyningen og inddragelsen af alternative energikilder.
- De øgede omkostninger til flere medarbejdere er en planlagt satsning på fremtidig vækst gennem øget produktudvikling og markedsføring i flere lande, siger administrerende direktør Per Asmussen.
Høj efterspørgsel på intelligente vandmålere
I 2012 afholdt Kamstrup ligeledes investeringer til en ny fuldautomatisk produktionslinje til fremstilling af intelligente vandmålere. De intelligente vandmålere er nyeste skud på stammen af produkter, men er blevet rigtig godt modtaget af markedet.
- Kamstrups produkter har succes på de markeder vi er i, og derfor giver det forventning om, at vi også kan få succes i nogen af de mange lande, som vi endnu ikke er kommet i gang med, siger Per Asmussen.
Global vækst
Kamstrup henter 85 procent af sin omsætning fra eksportmarkedet og åbnede ved udgangen af 2012 nye kontorer i USA, Sydafrika og Østrig. Firmaet har nu selskaber og kontorer i 23 lande på verdensplan.
- Selv om verdensmarkedet ikke forventes at vokse i 2013, forventer vi fortsat at vokse gennem øgede markedsandele. Det gør vi blandt andet, fordi vores nye produkter er blevet modtaget meget positivt i markedet, og fordi vi, ved at fastholde produktionen på højt automatiserede fabrikker i Danmark, kan sikre et højt kvalitetsniveau til konkurrencedygtige priser slutter Per Asmussen.