Industriudvikling køber op i robot-virksomhed
Kapitalfonden har købt en tredjedel af Næstved-virksomheden C&H System, der leverer nøglefærdige automationsanlæg til især papirindustrien.
- Vores udfordring i forhold til at kunne følge med har været at stille bankgarantier. Det bliver løst ved at få kapitalstærke Industriudvikling med i ejerkredsen, siger administrerende direktør John Thrane Nielsen til Børsen.
Stort potentiale i biomassefyrede kraftværker
I de seneste år er det da også gået særdeles stærkt for C&H System, og i 2012/2013 forventes omsætningen at lande på 120 mio. kr. Med Industriudvikling som medejer er man imidlertid klar til at skrue op for blusset i de kommende år, og om to år skal omsætningen runde 200 mio. kr. – og om fem år 400 mio. kr.
Næstved-virksomheden sælger blandt andet nøglefærdige automationsanlæg til papirindustrien, hvor kunder som Tetra Pak og Stora Enso fylder meget.
Derudover har virksomheden datterselskabet Processbio, der producerer håndteringsanlæg til biomassefyrede kraftværker, og netop her forventes en stor del af den fremtidige vækst at ligge. John Thrane Nielsen forventer, at Processbio kan blive ”meget større end den gamle forretning”.