Prisregn over Universal Robots
Den fynske robotproducent har fået overrakt DI Fyns Initiativpris 2012, fordi virksomheden er en oplagt rollemodel for både nye og etablerede fynske virksomheder.
I sin tale ved prisoverrækkelsen hos Universal Robots sagde Dansk Industris formand på Fyn, Søren Vilby blandt andet:
- Det er godt for Odense, og det er godt for Fyn at have virksomheder som jer. I har allerede skabt grundlaget for en virksomhed med 50 ansatte, og I forventer, at antallet vil stige. I disse tider er I et lyspunkt her på Fyn. Og jeg håber virkelig, at vi vil se mange flere virksomheder der - som I - kombinerer højteknologisk udvikling på universitet med produktion her på Fyn – og som samtidig har internationalt salg for øje. Det er netop den kombination, som kan bringe fynsk vækst op over andre europæiske regioner.
For syv år siden var det en god idé. I dag er det en verdensomspændende forretning. Universal Robots i Odense har skabt et industrieventyr på få år, og anses i dag for en af Fyns førende iværksættervirksomheder.
1.600 robotter har forladt Odense-virksomheden, siden den første blev leveret i slutningen af 2008, og kunderne findes over hele verden. De store tyske BMW-fabrikker benytter fx robotter fra Universal Robots, når de samler deres biler, og på en motorcykelvirksomhed i Indien er der indtil nu installeret 70 fynske robotter, mens 40 mere er på vej.
Tre priser på kort tid
Prisen betyder, at Universal Robots er en af 19 kandidater til DI’s nationale initiativpris, der uddeles på en konference for mindre og mellemstore virksomheder den 23. januar 2013.
2012 har i det hele taget været præget af megen anerkendelse til den fynske virksomhed. I forrige uge kårede Ernest & Young Universal Robots som Entrepreneur of the Year på Fyn, og dermed er firmaet også videre i den nationale finale i denne virksomhedsdyst.
I foråret 2012 opnåede 5-kilos robotten UR5 fra Universal Robots også international anerkendelse, da den på Automatica-messen i München blev kåret som verdens mest innovative robot af de to globale robotorganisationer, The International Federation of Robotics (IFR) and IEEE Robotics and Automation Society.