Netværksstik-producent tvinges til at brænde 10 tons plast af om året
Fremstillingen af de mange millioner RJ45-netværksstik, som Belden Cekan i Gjern årligt producerer, resulterer i en vis mængde affaldsplast. Tonsvis af overskudsplast tårner sig årligt op fra produktionens indløb. Plast, der burde ende som en ressource og ikke på forbrændingen.
Normalt ville branchens genanvendelsesvirksomheder stå på nakken af hinanden for at aftage plasten, behandle den og sælge den videre til et hungrende marked. Men ikke Beldens plast. Og direktør Frank Andersen ved simpelthen ikke hvorfor, fortæller han til Electronic Supplys søstermedie Plastforum.
- Jeg kan ikke svare dig på det. Jeg har været hos Belden Cekan i 15 år, og i gamle dage kunne vi sagtens afsætte vores indløb. Nu er der ingen, der vil aftage det. Det virker som om, at det kun er PP og PE og husholdningsplast, der fylder i genanvendernes bevidsthed, siger Frank Andersen.
Hvor mange tons er der tale om?
- Ti tons. Det lyder måske af meget, men i denne verden er det en lille mængde, siger han.
Mængden er for lille
Det er blandt andet mængden, der er et problem. Det er i hvert fald den besked, Frank Andersen får: At det forretningsmæssigt ikke kan betale sig at aftage så små mængder plast til genanvendelse. Et andet problem er, at Belden Cekans overskudsplast er fyldt med brandhæmmere, hvilket besværliggør genanvendelsen.
- Men paradoksalt nok - i forhold til, at vi nu er nødsaget til at sende plasten til forbrænding - forhindrer brandhæmmerne også en højtydende brandværdi på plasten, siger Frank Andersen.
For et par år siden slog Frank Andersen et slag for at få plasten afsat via et opslag på LinkedIn, hvor han redegjorde for plastens beskaffenhed. Det opslag kom der ikke synderligt megen reaktion på.
Forleden forsøgte man igen med et opslag på de sociale medier. Stadig ingen reaktion. Nu har Belden i stedet lavet aftale med sin affaldsoperatør om, at plasten kan sendes til forbrænding. Men dels koster det Belden penge, og dels ærgrer ressourcespildet Frank Andersen.
- Vi har i årevis sorteret i fraktioner - POM, PC/ABS og PBT-typer, der både er glas og brandhæmmere i. Vi kunne også sagtens begynde at sortere i farver. Men det vil vi ikke bruge tid på længere, når det alligevel blot skal brændes af.
Du kan læse den fulde version af historien hos Plastforum, hvor Frank Andersen også sætter ord på, hvorfor de ikke bare selv kan genanvende deres overskudsplast.