23948sdkhjf

Techno-Matic indgår svensk aftale

Den nordjyske virksomhed skal fremover levere elektroniske styringer til Janfire – en svensk producent af biobrændselsanlæg, som er til stede på flere europæiske markeder.
Techno-Matic fra Aars har indgået en aftale med svenske Janfire fra Åmål om at levere elektroniske styringer til flere af virksomhedens biobrændselsanlæg.

Knud Sørensen, administrerende direktør hos Aars-virksomheden, siger:

- Det er et spændende samarbejde, som passer perfekt til vores kompetencer. Vi har fået en ny kunde til vores primære forretningsområde, hvor elektronik og bioenergi går hånd i hånd. Træpiller er omdrejningspunktet for alle Janfires løsninger, og de har et rigtig godt ry ude i Europa. Vi forventer os meget af aftalen.

Tæt samarbejde i udviklingsfasen
Elektroniske styringer til biobrændselsanlæg har siden 1986 skabt en væsentlig del af omsætningen hos det nordjyske udviklingshus.

Selv om man har kunder i mange lande, og eksportsalget har høj prioritet, er det første gang man samarbejder med den svenske producent, der tilbyder et bredt program inden for biobrændselsområdet. Lige fra opbevaring af træpiller, til produktion af pillebrændere og konstruktion af færdige pillefyr.

- Styringen er specifikt designet til deres pillebrændere, og vi har haft et meget tæt samarbejde med svenskerne i udviklingsfasen. Kravspecifikationerne er løbende blevet finpudset, og der har været et intensivt testforløb. Elektronikken skal blandt andet styre luftindtaget, kontrollere tilførslen af træpiller og brændingstemperaturen. Samtidig skal den sikre en effektiv udnyttelse af brændslet, så udledningen fra pillefyret bliver så miljørigtig som overhovedet muligt. Systemet skal også foretage overvågning af anlæggets funktioner, så sikkerheden er i top, siger Knud Sørensen.

Kan åbne døre
Janfire producerer også pillebrændere til andre producenter, som selv konstruerer resten af anlægget, og det ser Knud Sørensen muligheder i.

- Det er selvfølgelig Janfire, som er kunden, men det skader ikke, at det er vores styring, som er integreret med brænderen, som andre producenter også benytter. På den måde kan vi måske få åbnet nogle døre til potentielle kunder, som ikke kender os af navn, men allerede bruger et af vores produkter, slutter Knud Sørensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078