Danfoss vokser 36 procent på omsætningen
Den danske industrikoncern Danfoss har haft et forrygende år. I hvert fald er selskabets omsætning vokset med 36 procent til det højeste niveau nogensinde.
Det fremgår af Danfoss' regnskab for 2022, som er blevet offentliggjort onsdag.
Omsætningen endte i 2022 på 10,3 milliarder euro. Det svarer til omkring 76,7 milliarder kroner.
Selskabet har i dag en position, hvor det kan øge sit salg i flere dele af verden. Det mener Kim Fausing, administrerende direktør i Danfoss.
- Vores omsætning er næsten ligeligt fordelt i Amerika, Europa og Asien med betydelige muligheder i alle regioner, siger han i en skriftlig kommentar til regnskabet
Særligt inden for optimering af industrimaskiner er selskabet gået frem. Denne del af forretningen havde en omsætning på 5,1 milliarder euro i 2022. Det er næsten 60 procent mere end året før.
I denne del af forretningen arbejder Danfoss blandt andet med at automatisere landbrugsmaskiner, så de kan producere mere på kortere tid.
Den organiske vækst i hele selskabet - det vil sige væksten fraregnet opkøb og udsving i valutakurser - var på 15 procent sidste år.
Overskuddet i Danfoss endte på lidt over fem milliarder kroner.
Men 2022 har ikke været et år uden udfordringer for den danske industrikoncern.
I juli meddelte Danfoss, at selskabet havde solgt alle sine aktiviteter i Rusland til den lokale ledelse grundet landets invasion af Ukraine.
Det har kostet en nedgang i salget på fire procent ifølge regnskabet.
Selskabets Rusland-exit har også resulteret i en nedskrivning på 85 millioner euro.
I 2023 forventer Danfoss fortsat vækst, og selskabet forventer en omsætning på mellem 10,4 og 11,9 milliarder euro.
Det skyldes især, at energieffektivitet og elektrificering fortsat vinder indpas verden over, skriver ledelsen i regnskabet.
I august 2022 fusionerede en del af Danfoss med den tyske energi- og elektronikkoncern Semikron.
I dag er Semikron Danfoss ledende inden for produktion af effekthalvledere.
/ritzau/